»Der er lidt en forbandelse over den side af familien, fordi de måske – hvis man er lidt ond – ikke er lige så kønne.«

Sådan lyder det fra historiker Emma Rønberg Paaske i den seneste udgave af B.T.s podcast 'Den, vi taler om', hvor panelet taler om grev Ingolf – dronning Margrethes fætter, der aldrig blev konge, og som igennem årtier er blevet mobbet i fuld offentlighed.

Samtalen om grev Ingolfs udseende bliver bragt på banen, da vært Ditte Okman afspiller to lydklip fra TV 2 Zulus dækning af Kronprinsparrets bryllup i 2004, 'Zulu Royal', hvor komikerne Casper Christensen, Frank Hvam, Lasse Rimmer og Lars Hjortshøj kommenterede brylluppet.

'Grev Ingolf ved godt selv, at der er problemer. Han ved godt selv, at de dumme tænder giver en reaktion i den store brede befolkning. Men han tager det med smil, og så griner vi endnu mere, og så smiler Ingolf' lyder det i det første lydklip.

I det andet lydklip hører man komikerne omtale grev Ingolfs placeringer af sine ordner, hvilket bliver indgangsvinkling til kommentarer om hans kropsbygning.

Og netop de afspillede lydklip er både hofreporter Trine Larsen, der også er gæst, og historiker Emma Rønberg Paaske enige om, at man aldrig ville kunne lave i dag.

»Jeg er også altid blevet hånet og mobbet, men har vænnet mig til det,« har grev Ingolf fortalt til B.T.s Erling Andersen.
»Jeg er også altid blevet hånet og mobbet, men har vænnet mig til det,« har grev Ingolf fortalt til B.T.s Erling Andersen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det var jo også en anden tid, hvor man gjorde lidt mere grin med, hvordan folk så ud,« siger Emma Rønberg Paaske og fortæller, det er nemmere at gøre grin med folk, der ikke er direkte ved magten, men tæt nok på:

»Så man sparker stadigvæk opad i en slags satire, som det jo er, men ikke nok til, at det ødelægger noget, derfor er han den perfekte type, man kan lade en joke gå ud over.«

I 1998 giftede grev Ingolf sig med advokat Sussie Hjorhøy, og hun har flere gange været ude med riven over behandlingen.

Lidt frit fra hukommelsen husker Ditte Okman i programmet, at grevinde Sussi flere gange har italesat, at behandlingen ikke var i orden.

Grevinde Sussie har kaldt behandlingen af sin mand for ondskabsfuld og mener det har været mærkeligt, at man har fokuseret så meget på de skæve tænder.
Grevinde Sussie har kaldt behandlingen af sin mand for ondskabsfuld og mener det har været mærkeligt, at man har fokuseret så meget på de skæve tænder. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Trine Larsen er dog ikke i tvivl om, at greven af Rosenborg er hævet over denne mobning.

»Man er jo født og ser ud, som man gør, og selvom man er kongelig, så tror jeg ikke, at de har tænkt over, at det skulle være noget,« siger hun.

Det får Trine Larsen til at fremhæve grev Ingolfs søster, prinsesse Elisabeth, der ligesom sin bror havde fremtrædende tænder, hvilket gav hende kælenavnet 'hesten'.

»Det er virkelig ærgerligt, at hun og Ingolf har været så udskældte primært på grund af deres udseende, fordi de har virkelig været pligtopfyldende,« lyder det fra historiker Emma Rønberg Paaske.

Derfor håber både Trine Larsen og historiker Emma Rønberg Paaske, da også at eftermælet for grev Ingolf kommer til at være mere nuanceret.

»Jeg håber, at vi kommer til at huske ham for at være pligtopfyldende, og faktisk ikke have brokket sig over sin rolle,« siger Emma Rønberg Paaske, der bliver suppleret afslutningsvis af Trine Larsen:

»Det har han fortjent.«