Da grev Felix tidligere på ugen dukkede op til premieren på dokumentaren 'Hærvejen', som hans far - prins Joachim - medvirker i, stod dele af pressen klar til at stille ham spørgsmål.
Særligt ét emne ønskede han dog ikke at sige noget om.
Nemlig sit privatliv. Det fremgår af en artikel hos ugebladet Se og Hør og en video hos Ekstra Bladet.
Netop grevens privatliv - eller rettere hans kærlighedsliv - blev der spurgt ind til fra begge medier.

Det sker i kølvandet på, at det i begyndelsen af februar kom frem, at den 22-årige Felix ikke længere danner par med skuespilleren Mie Sofia Elers.
Da Se og Hør spurgte ind til kærligheden på premieraftenen for dokumentaren, lød svaret fra greven:
»Undskyld, jeg synes, at vi skal holde os til fokus på filmen, og det har de gjort ufattelig godt.«
Hos Ekstra Bladet kan man i en video se, at mediets reporter forsøger at spørge ind til, at det for nylig kom frem, at Felix og kæresten var gået fra hinanden, men imens ses greven blive guidet af en vagt mod filmsalen:
»Det må vente til bagefter,« lød svaret fra en smilende Felix.
I dokumentaren følger man prins Joachim og læge og forfatter Steffen Jacobsen, mens de vandrer langs 'Hærvejen', bliver klogere på Danmarkshistorien og hinanden.
'Hærvejen' har flere biografvisninger under filmfestivalen CPH Dox og vises på DR til juni.