Dronning Margrethe og Københavns Tivoli er kærlighedshistorien, der aldrig slutter.

'Den gamle have' har netop løftet sløret for den kommende sommersæson, og her står den blandt andet på en gammel royal kending.

Københavns Tivoli åbner den 27. marts for en ny sæson.

Igen i år byder det på koncerter og diverse events, ligesom det hele sparkes i gang i fuld påskeforklædning.

Derudover tilbyder Tivoli et gensyn med dronning Margrethes udgave af det klassiske H.C. Andersen eventyr 'Fyrtøjet'.

Det blev i 2007 første gang opført som en ballet på Pantomimeteatret med dronning Margrethe som scenograf og kostumier.

Dronning Margrethe under premieren på 'Fyrtøjet' i 2007.
Dronning Margrethe under premieren på 'Fyrtøjet' i 2007. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Repremieren finder ifølge en pressemeddelelse sted den 23. maj og har James Price til at stå for musikken og Dina Bjørn koreografien.

Dronning Margrethe, der til april fylder 86 år, har tidligere været med til at lave balletforestillingen 'Snedronningen' i Tivoli.

Hun blev senest set offentligt søndag, da hun fulgtes med sine to børnebørn prinsesse Josephine og prins Vincent til gudstjeneste i Fredensborg Slotskirke.

Kong Frederik og dronning Marys tvillinger er for tiden i gang med deres konfirmationsforberedelse, inden de den 18. april bliver konfirmeret netop på Fredensborg Slot.

Dronning Margrethe med prins Vincent og prinsesse Josephine til søndagsgudstjeneste på Fredensborg Slot 22. marts.
Dronning Margrethe med prins Vincent og prinsesse Josephine til søndagsgudstjeneste på Fredensborg Slot 22. marts. Foto: Kongehuset