Siden 2022 har et team på 12 personer været ansat til at ordne kong Charles have ved Highgrove House. 

I dag er der kun én tilbage. 

Ifølge The Times har de andre 11 sagt deres job op – angiveligt, fordi de var »underbemandede og konstant kæmpede for at opfylde kongens ønsker«. 

Da en af gartnerne ikke kendte til en bestemt blomst, skulle kongen ifølge mediet have sagt:

»Sæt ikke denne mand foran mig igen.« 

Videre lyder det, at personalet skulle have pådraget sig fysiske skader gennem deres arbejde og led af lav moral. 

The King's Foundation genkender dog ikke billedet af udfordringer med fastholdelse af personalet.

»Hos The King's Foundation tager vi personalets velfærd meget alvorligt og stræber efter at være en eksemplarisk arbejdsgiver,« siger en talsmand fra fonden til Fox News. 

Hertil skriver mediet, at der kun er blevet indberettet én officiel klage mellem 2024 og 2025 ud af omtrent 500 ansatte. 

Kong Charles har siden 1980 boet i Highgrove House. Her er prins William og prins Harry vokset op. 

I dag deler han hjemmet med sin hustru dronning Camilla.