Dronning Margrethes indlæggelse på Rigshospitalet mandag går ikke ubemærket hen verden over. 

For dronningens seneste indlæggelse løber med opmærksomheden på ældstesønnen, kong Frederiks, fødselsdag. 

Heriblandt det franske medie Point de Vue beretter om fraværet af dronning Margrethe på monarkens fødselsdag. 

»Festlighederne fandt sted midt i en del bekymringer i Kongeriget omkring dronning Margrethe, der igen blev indlagt på hospitalet,« skriver de. 

Også det spanske medie Hola! beretter om dronningens hospitalsindlæggelse under familiens årlige afholdelse af Royal Run. 

Det svenske medie Svensk Damtidning oplyser, at det ikke er første gang, at dronningen har haft helbredsproblemer. 

»I efteråret 2024 blev hun indlagt på Rigshospitalet efter et fald i hjemmet på Fredensborg Slot,« lyder det. 

Svensk Damtidning skriver videre, at nyheden om dronning Margrethes indlæggelse kommer kort tid efter, at hendes royale veninde dronning Sonja af Norge har annonceret sit sygeorlov den kommende uge. 

Den norske dronning led i sidste uge af hjerteflimmer og blev tvunget til at aflyse sine royale pligter. 

Kongen nåede akkurat at krydse målstregen ved Royal Run, inden den fremmødte presse spurgte ind til morens indlæggelse. 
Kongen nåede akkurat at krydse målstregen ved Royal Run, inden den fremmødte presse spurgte ind til morens indlæggelse.  Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Kongehusets Kommunikationsafdeling kunne til B.T. tirsdag bekræfte, at Kongen havde besøgt sin mor på Rigshospitalet samme dag. 

Mandag blev dronning Margrethe indlagt for anden gang denne måned. Hun blev behandlet, efter en CT-skanning viste en større blodindsamling i hofteregionen grundet et tidligere fald.

Kongehuset oplyste, at Margrethe havde det godt efter omstændighederne, men dog ville være indlagt i et par dage.

Nyheden om dronning Margrethes indlæggelse blev meldt ud, mens der mandag blev afholdt Royal Run landet over.