Fyrst Albert af Monaco er det statsoverhoved, som først blev ramt af coronavirus, og han fortæller nu, hvordan det går med ham.

For selvom han har ret milde symptomer, er der ting, han helt må undvære på grund af virussen.

For eksempel må han undvære kontakt med sin kone og sine to børn. Han er isoleret på paladset i Monaco, og det er endda ekstra længe siden, han sidst var i fysisk kontakt med børnene, skriver magasinet People.

»(De, red.) har faktisk været lidt syge med en mavebakterie, så jeg har ikke haft mulighed for at kysse dem i mere end en uge. Så jeg håber ikke, de vil vise symptomer, og det har de ikke gjort indtil videre.«

Her ses prins Albert med sin kone, prinsesse Charlene, der er tidligere professionel svømmer, og deres to børn, tvillingeparret prinsesse Gabriella og prins Jacques.
Her ses prins Albert med sin kone, prinsesse Charlene, der er tidligere professionel svømmer, og deres to børn, tvillingeparret prinsesse Gabriella og prins Jacques. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Den 62-årige prins ved godt, at han skal være påpasselig på grund af sin alder, men også hans tidligere medicinske historie.

Eksempelvis nævner han, at han for et par år siden, måtte kæmpe med en gang lungebetændelse.

Hans nuværende syptomer svarer til en mild influenza, lyder det fra ham. Det vil sige let feber, forkølelse, og så er han lidt sat til.

Nu ser fyrst Albert bare frem til, at han bliver rask, så han kan være sammen med sin kone, prinsesse Charlene, og deres to børn, de femårige tvillinger Gabriella og Jacques, som alle tre opholder sig i deres private villa i Frankrig.

Fyrst Albert bruger lejligheden til at slå et slag for, at man viser hensyn i disse sygdomstider.

»Følg instruktionerne,« lyder det fra ham, før han fortsætter:

»Tag ikke let på det her. Den her virus er seriøs, og spredningen er meget seriøs. Det kan ramme alle i alle aldersgrupper på et hvilket som helst tidspunkt.«

Han slår dog fast, at man nok skal komme igennem det, hvis folk bare gør, som der bliver sagt.