Hold jeres beskidte vasketøj for jer selv.

Sådan lyder meldingen fra fyrst Albert af Monaco til prins Harry og hertuginde Meghan i kølvandet på parrets famøse interview med Oprah Winfrey i begyndelsen af marts.

Den 63-årige fyrste medvirkede torsdag i et sjældent live-interview på BBC, og det var her, at han satte ord på det royale drama i den britiske kongefamilie. Det skriver TMZ og People.

»Denne form for utilfredshed i offentligheden generer mig. Den type samtaler bør holdes internt i familien,« siger han i interviewet, som du kan se en bid af herunder:

Ifølge amerikanske medier understregede fyrst Albert endvidere, at han godt kan forstå, at prins Harry og hertuginde Meghan har følt sig pressede, men han understreger dog igen, at parret ikke burde have indviet offentligheden i deres familieproblemer.

»Jeg kan til en vis grad forstå dem, men jeg synes ikke, at det var et passende forum at have disse diskussioner,« siger han.

Det var 8. marts, at prins Harry og Meghan medvirkede i det omtalte interview med Oprah Winfrey.

I interviewet beskyldte parret blandt andet det britiske kongehus for at være racistiske, mens Meghan Markle også påstod, at kongehuset havde nægtet at hjælpe hende, da hun var på selvmordets rand.

Prins Harry og Meghan under interviewet med Oprah Winfrey.
Prins Harry og Meghan under interviewet med Oprah Winfrey. Foto: HARPO PRODUCTIONS
Vis mere

Efterfølgende udsendte kongehuset en udtalelse, hvori de understregede, at de var kede af at høre, hvordan parret havde haft det.

'Hele familien er ked af at høre, hvor hårde de sidste år har været for Harry og Meghan. Problemstillinger, der bliver rejst, særligt dem om race, er bekymrende,' stod der i erklæringen, som fortsatte:

'Selvom nogle erindringer kan afvige, bliver de taget meget alvorligt og vil blive adresseret af familien privat. Harry, Meghan og Archie vil altid være meget elskede familiemedlemmer.'