Billeder fra fosterscanninger af deres barn, private optagelser af hyggestunder med andre kongelige og videoer af deres søn Archie, der vokser op.

Mens prins Harry og hertuginde Meghan tilsyneladende var så trætte af medierne, at de valgte at udvandre til USA, så deler de overraskende gavmildt ud af deres privatliv i den nye Netflix-dokumentar.

Den længe ventede dokumentars tre sidste afsnit udkom på Netflix torsdag morgen, og mens både det britiske kongehus og den britiske presse nærmest har forberedt sig på en slags undtagelsestilstand for at være klar på alverdens anklager fra det tidligere kongelige par, så er det nogle helt andre ting, der har stjålet en stor del af dagsordenen.

Parret af holder sig ikke fra at affyre nogle velorkestrerede angreb på det britiske kongehus, som da prins Harry ifølge Daily Mail anklager sin far, kong Charles, for at lyve, og når parret anklager kongehuset for at bruge Meghan som en slags syndebuk, der får al den dårlige presseomtale.

Dokumentaren viser blandt andet nye billeder af deres søn Archies opvækst.
Dokumentaren viser blandt andet nye billeder af deres søn Archies opvækst. Foto: TOBY MELVILLE / POOL
Vis mere

Men der er også overraskende mange detaljer fra deres liv i dokumentaren, hvor man bliver lukket med ind i de private gemakker.

Her ser man både deres lille søn Archie blive badet og tage sine første skridt på deres ejendom i Californien, ligesom man ser korte klip fra deres datters Lillibeths etårs fødselsdag, hvor storebror Archie klatrer op på bordet for at hjælpe med at puste lysene på kagen ud.

Man ser også billeder af Archie på stranden, med sin barnepige, og når han spiller musik.

Desuden ser man, at prins Harry ikke har brudt alle bånd til den kongelige familie. Forholdet til hans kusine, prinsesse Eugenie, der er datter af kong Charles' lillebror prins Andrew, er stadig intakt.

Prinsesse Eugenie ses her sammen med prins Harry ved en tidligere lejlighed.
Prinsesse Eugenie ses her sammen med prins Harry ved en tidligere lejlighed. Foto: YUI MOK
Vis mere

Prinsesse Eugenie ses da også besøge den tidligere kongelige familie i USA, hvor hun blandt andet leger fangeleg med Archie, beretter Daily Mail. 

Archie nåede kun at tilbringe de første fem måneder af sit liv i Storbritannien, før hans forældre først tog på et længere ophold i Canada og derefter flyttede til USA.

Prins Harry og hertuginde Meghan ejer stadig den kongelige bolig Frogmore Cottage ved Windsor Slot, som de fik til deres bryllup, men ifølge prins Harry er det deres hus i USA, der er børnenes hjem:

»Bare at se Archie løbe over græsplænen og hans store smil … Dette er den verden, han kender. Det er hjemme for ham. Og dette er også hjemme for Lilli,« siger prinsen.

Parrets datter Lillibet.
Parrets datter Lillibet. Foto: Misan Harriman/Duke and Duchess
Vis mere

Det er dog ikke kun afsløringer fra parrets hjem i Californien, der dukker op i dokumentaren.

Også detaljer fra parrets første tid i Storbritannien, hvor de boede i 'hytten' Nottingham Cottage, som er en del af Kensington Palace i London, bliver afsløret.

Her boede parret, mens de ventede på, at Frogmore Cottage ved slottet i Windsor blev sat i stand.

»Folk troede, at vi boede på et slot. Det gjorde vi også – i en hytte på et slot,« fortæller Meghan.

Frogmore Cottage ligger ved slottet i Windsor.
Frogmore Cottage ligger ved slottet i Windsor. Foto: Frank Augstein
Vis mere

Parret fortæller også, at hytten åbenbart er så lavloftet, at den høje prins Harry flere gange slog hovedet mod loftet.

Det var også, mens de boede i Nottingham Cottage, at de fik besøg af Meghans gode ven, den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey.

Og den stenrige Winfrey var tilsyneladende overrasket over parrets 'ydmyge' boligforhold:

»Hun sagde: 'Ingen ville nogensinde tro på det',« fortæller prins Harry.

De sidste afsnit af Harry og Meghans nye dokumentar er blevet offentliggjort.
De sidste afsnit af Harry og Meghans nye dokumentar er blevet offentliggjort. Foto: ANDREW KELLY
Vis mere

Heldigvis for parret var Frogmore Cottage klar i foråret 2019, efter at det var blevet renoveret for 2,4 millioner pund svarende til lidt over 20 millioner kroner. I Storbritannien har renoveringen rejst en del kritik, da den var finansieret over skatten.

Parret nåede dog kun at bo i det nye hus i få måneder, før de i slutningen af 2019 udvandrede til Canada og derefter meldte sig ud af det britiske kongehus og slog sig ned i Californien.

Efterfølgende betalte de pengene tilbage for renoveringen af huset, der siden 2020 har været udlejet til prinsesse Eugenie og hendes mand, Jack Brooksbank.