Marius Borg Høibys seneste ekskæreste, Frogner-kvinden, sidder torsdag i vidneskranken i Oslo Tingret for at afslutte sin forklaring om forholdet.
Men her må den unge kvinde atter engang bryde ud i gråd.
Frogner-kvinden og Marius Borg Høiby dannede par fra 2023 og helt frem til 2026, og i størstedelen af tiden boede de også sammen.
Ikke mindst havde parret en hund sammen, som også på et tidspunkt fik et kuld hvalpe, hvorfor de flyttede ind på den kongelige residens Skaugum.
Og særligt hunden er et ømt punkt for Frogner-kvinden.
Marius Borg Høiby står tiltalt for at have været gentagende voldelig overfor sin daværende kæreste, samt for at have seksuelt krænket hende, brudt sit tilhold mod hende og have udvist hensynsløs adfærd overfor hende.

Han erkender det hele helt eller delvist, udover at skulle have filmet hende i seksuel sammenhæng uden hendes samtykke.
Men torsdag før middag i vidneskranken, må Frogner-kvinden bryde ud i gråd.
Her spørger hendes bistandsadvokat om et spørgsmål, som hun ved er følsomt.
Nemlig hvordan hendes hund reagerede, når Marius Borg Høiby var voldelig imod hende.
Bare spørgsmålet får Frogner-kvinden til at bryde ud i gråd i vidneskranken.
»Det var helt forfærdeligt,« siger Marius Borg Høibys ekskæreste med tårer i øjnene.
»Hunden løb og gemte sig i et hjørne med det samme og rystede ukontrollabelt i flere minutter, før jeg kunne berolige ham,« fortsætter hun og tørrer tårerne væk.
Hun tilføjer, at Marius Borg Høiby ikke viste megen forståelse for situationen, når hun forklarede, at hendes hunds reaktion påvirkede hende meget.

Marius Borg Høiby skal efter frokostpausen i torsdagens retssag mod sig selv afgive forklaring om sit forhold med Frogner-kvinden.
Tidligere i dag vakte Frogner-kvinden også opsigt fra vidneskranken, da hun kom med en vild beskyldning om Marius Borg Høibys egen opfattelse af sit forhold med sin kongelige familie. Læs mere om det HER.
B.T. følger sagen i samarbejde med vores norske søstermedie Nettavisen, der er til stede i retten.
