Dronning Elisabeth oplevede en mareridtslignende situation, da hun en tidlig morgen fik besøg af en ubuden gæst i sit soveværelse.

Ved 7-tiden 9. juli 1982 trængte en fremmed mand, 32-årige Michael Fagan, ind på Buckingham Palace ved at klatre op ad et nedløbsrør og ind igennem et ulåst vindue.

Derefter gik Fagan igennem gangene på slottet for så at trænge ind i dronningens private gemakker.

En situation, der nu 40 år senere er beskrevet i den fjerde sæson af Netflix' serie om det engelske kongehus 'The Crown'.

Ifølge virkelighedens Michael Fagan talte han ikke længe med dronningen ved sit visit. Han tillod sig at trække dronningens gardiner fra, hvorefter hun spurgte, hvad han lavede der. Det skrev The Guardian, da den opsigtsvækkende sag kom for retten samme år.

Besøget var utroligt nok ikke Fagans første. Fire uger forinden, han talte med den engelske monark, var han også trængt ind på slottet, hvor han vandrede rundt og kiggede på forskellige ting.

Eksempelvis skaffede han sig adgang til et lokale, hvor man opbevarede de mange gaver, som var sendt til den dengang ventede prins William, der ikke var født endnu.

Den ubudne gæst regnede med at blive fanget. Faktisk åbnede han en flaske vin, som han satte sig og drak halvdelen af, mens han ventede på at blive hentet.

Da det dog ikke skete, tog han i stedet hjem for fire uger senere at vende tilbage.

Michael Fagan blev aldrig dømt for indbrud, men måtte til gengæld finde sig i at få en dom for vinen, han stjal.

I 'The Crowns' femte afsnit i fjerde sæson ser man, at dronningen og Fagan taler meget sammen i løbet af hans ophold i soveværelset. De får vendt emner som politik og den britiske premierminister Magaret Thatcher, men i virkeligheden var ifølge Fagan selv en anden – og samtalen mere sparsom.

Efter dronning Elizabeth havde spurgt til, hvad den fremmede lavede der, løb hun ifølge Fagan ud af værelset.

Så der er således stadig forskel på serie og den virkelige verden, selv om historien trods dens vilde essens er god nok.

Michael Fagan brugte senere måneder på en institution for psykisk syge af urelaterede grunde. Han har af flere omgange udtalt sig til medierne om sine to besøg på Buckingham Palace.