Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary aflyser vigtig rejse.

Kronprinsparret skulle i november have været på deres første officielle rejse til udlandet, siden coronakrisen brød ud tilbage i marts, men dette bliver altså ikke en realitet alligevel.

Det oplyser kongehuset på deres hjemmeside.

Rejsen, den 52-årige kronprins og hans 48-årige hustru skulle have været på, var til erhversfremstødet i Holland, som finder sted 2.-3. november.

Rejsen bliver nu udskudt på grund af den aktuelle corona-situation, skriver kongehuset i pressemeddelelsen.

»Den 2.-3. november 2020 skulle Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen have stået i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation i Nederlandene. Besøget er udskudt på grund af situationen med COVID-19.«

Kongehuset forklarer endvidere, at der i stedet for rejsen vil blive afholdt en digital konference.

»I mellemtiden vil der på samme tidspunkt blive afholdt en virtuel konference med samme deltagerkreds og samme overordnede tema: 'Partnering for Green Transition'. Ved åbningen vil Kronprinsen holde tale. Et fysisk besøg til Nederlandene vil blive afholdt, når det igen bliver muligt.«

Formålet med besøget til Holland var at styrke relationerne mellem de to lande samt at understøtte danske virksomheders vækst og position på det hollandske marked.