Ny bog fortæller om Dronningen og Kronprinsens ’iskolde’ forhold.

Dronning Margrethe har et helt specielt og ’iskoldt’ forhold til Kronprinsen. Ligesom ham bliver regenten nemlig varm om hjertet, når temperaturen er lav og snedriverne høje.

Det fortæller hun om i en ny bog, der udgives i anledningen af det forestående 40 års-jubilæum som Danmarks overhoved.

Berlingske bringer i dag et kapital fra bogen, hvor Dronningen fortæller, hvordan Kronprinsen i 2005 lokkede sin mor på glatis.

Kronprinsesse Mary var gravid og kunne ikke tage med til Grønland, så Frederik lagde et blidt pres på sin mor.

’Nu reserverer du syv dage’

Dronningen har længe været en habil langrendsløber, men der er forskel på Norges fjelde og Grønlands vidder, men Kronprinsen var sikker på, hans mor kunne klare mosten.

- Nu reserverer du lige syv dage sidst i april måned og først i maj, og så arrangerer jeg en tur derop, lød beskeden fra Frederik - og sådan blev det.

- Min mor fik oplevelser for alle pengene. Det var fantastisk at dele det med hende og være sammen derude i det rå, siger Frederik i bogen, der er skrevet af Berlingskes litteraturredaktør, Jens Andersen.

I maj i år gentog mor og søn succesen, da de tog på hundeslædetur i Kong Oscar Fjord i Østgrønland.

Har ’ødemarkshalløj’ til fælles

- Det er så ubeskriveligt smukt - og så ubeskriveligt stort, fastslår Dronningen.

- At min ældste søn synes, at det er sjovt at have sin gamle mor med op til sådan noget, og at vi har et eller andet ødemarkshalløj til fælles, som vi ikke rigtigt kan holde os fra, det synes jeg er så morsomt.