Det er en tydelig bevæget kronprins, der tirsdag besøger byen Higashi Matsushima i det nordøstlige Japan. Byen er en af de områder, der blev hårdest ramt af katastrofen for tre måneder siden.

- Det er en meget stor oplevelse at være her, fortæller Frederik, der har mødt overlevende fra katastrofen, overrakt donationer fra danske virksomheder og besøgt både en skole og en børnehave.

Især de mange børn har gjort et tydeligt indtryk på Frederik. Flere af børnene har mistet en eller begge forældre.

- Børn giver så meget. Lige meget hvor hårdt har haft det. De er generelt glade og samler på gode oplevelser, siger Kronprinsen, der bliver modtaget med stor jubel af de mange børn.

I efteråret skal 20 japanske børn fra området på ferie i en uge i Fredensborg Kommune. Her skal de indlogeres hos private familier, og tanken er, at de skal få en sjov og anderledes oplevelse efter den traumatiske oplevelse, der stadig præger dagligdagen. Kronprinsen fortalte bl.a. borgmesteren i byen, at han selv har boet i Fredensborg med sin familie, og det er et dejligt grønt område. Og senere på dagen fortalte han den danske presse, at han godt kunne overveje selv at have et japansk barn boende i en uge.

- Hvis jeg stadig boede fast i området, så ville jeg gerne. Vi kunne godt have et 5. barn i børneflokken i en periode, siger Frederik.