Det var dagen derpå for kronprinsen & co. Lakskoene og de pressefoldede bukser var byttet ud med dagligsdags-sneakers og skovmandskjorte, da Frederik og de ældste unger trådte ud af palæet for at vinke farvel til de sidste gæster i går.

Også Christian og Isabella havde henlagt festtøjet og var vendt tilbage til hverdagens tøj. Henover middag gik dørene op til Frederik den 8.’s Palæ, og sammen med Marys far, John Donaldson, vinkede Frederik og børnene farvel til deres gæster, der forlod palæet i en kronebil.

"Dagen derpå" blev af gode grunde holdt under mere afslappede former, for den kongelige dåb fortsatte torsdag aften på den eksklusive klub Simons. Klokken kvart over midnat forlod tre store sorte biler Amalienborg og kørte direkte hen til Frederiks yndlingsnatklub.

Selvsamme sted, hvor Frederik festede i lørdags, og som fik ham på forsiden af ugebladet Se og Hør. Med i de tre biler var Frederik selv, men ikke fruen. Mens Mary blev hjemme hos de nydøbte tvillinger – Vincent og Josephine – agerede han vært på sit yndlingssted.