Kronprinsen aflyser middag på Amalienborg i aften for at hvile en ekstra dag på Rigshospitalet efter operation.

- Kronprins Frederik forventes udskrevet i morgen. Der er ingen komplikationer efter operationen, men Rigshospitalet anbefaler, at kronprinsen bliver og holder foden i ro en ekstra dag, oplyser Kirsten Baltzer Kahr fra hoffets kommunikationsafdeling til bt.dk. Kronprinsen blev i går eftermiddag opereret på Rigshospitalet, efter at han kom til skade og pådrog sig en revne i lægbenet under en kælketur med prins Christian og prinsesse Isabella.

Det skete under familiens nyligt afholdte ferie i Schweiz.

Efter planen skulle han være udskrevet i dag, men det er nu blevet ændret til i morgen.

Aflyser middag
Derfor kan Frederik heller ikke deltage i Forsvarets og Flyvevåbnets Hæderstegnsmiddag i Chr. VIIs Palæ på Amalienborg i aften. Til gengæld vil kronprinsessen som planlagt være med til arrangementet.

Kronprinsen skal have benet i gips i seks uger og vil gennemføre de kommende ugers officielle gøremål som planlagt. Bl.a. rejser kronprinsparret på en officiel rejse til USA senere i marts.