»Jamen, hej du – tak for at følge mig (på Twitter, red.). Jeg er stor fan af dig.«

Da den daværende skuespiller Meghan Markle skrev til tv-værten Piers Morgan en dag i 2015, havde hun nok ikke regnet med, at ordvekslingen ville udvikle sig til et venskab.

Endnu mindre havde hun nok regnet med, at venskabet siden ville ende med, at Piers Morgan ville benytte enhver mulighed for at svine hende til offentligt.

I en sådan grad, at den britiske 'Good Morning Britain' tirsdag fik så mange klager over sin verbale behandling af hertuginden, at han udvandrede i vrede under en liveudsendelse og siden forlod sit job på programmet og tv-stationen ITV.

Tv-vært Piers Morgan.
Tv-vært Piers Morgan. Foto: LEON NEAL
Vis mere

Men hvordan endte Piers Morgan og Meghan Markle her?

Det skæbnesvangre øjeblik blev en aften i 2016, hvor den amerikanske skuespiller var i England for at se sin veninde Serena Williams spille tenniskamp i Wimbledon. Hun kontaktede Piers Morgan, som inviterede sin internetven på stamværtshuset The Scarsdale Tavern i Kensington.

På dette tidspunkt havde de udvekslet mail- og Twitter-beskeder i halvandet år, efter at Piers Morgan var begyndt at følge en stribe skuespillere fra tv-serien 'Suits', som Meghan Markle var iblandt. I begyndelsen handlede samtalerne om serien, og han fik lov at se eksklusive smugkig på den kommende sæson, som de muntert diskuterede.

På pubben fortsatte snakken over et par fadøl og nogle Dirty Martinis, indtil Piers Morgan fulgte sin kavaler ud til en taxa, som tog hende videre til en fest.

Harry og Meghan.
Harry og Meghan. Foto: JEREMY SELWYN
Vis mere

Og her ville skæbnen, at hun mødte prins Harry, mener Piers Morgan at kunne regne sig frem til. Siden har han ikke hørt et kvæk fra Meghan Markle, som to år senere giftede sig med drømmeprinsen og blev til hertuginde Meghan.

»Det næste, der skete: stilhed. Væk fra radaren. Jeg skyder skylden på Harry. Han forhindrede mig i at få flere nye afsnit af 'Suits',« jokede han, da han i 2018 gæstede det irske talkshow 'Late Late Show'.

»Jeg kunne virkelig godt lide hende. Det er derfor, jeg er så såret,« grinede han.

Siden har han talt om hertuginde Meghan ved flere lejligheder. Men han griner ikke længere jovialt, når han gør det.

Prince Harry and Meghan, The Duke and Duchess of Sussex, give an interview to Oprah Winfrey in this undated handout photo. Harpo Productions/Joe Pugliese/Handout via REUTERS THIS IMAGE HAS BEEN SUPPLIED BY A THIRD PARTY.NO RESALES.NO ARCHIVES. MANDATORY CREDIT
Prince Harry and Meghan, The Duke and Duchess of Sussex, give an interview to Oprah Winfrey in this undated handout photo. Harpo Productions/Joe Pugliese/Handout via REUTERS THIS IMAGE HAS BEEN SUPPLIED BY A THIRD PARTY.NO RESALES.NO ARCHIVES. MANDATORY CREDIT Foto: HARPO PRODUCTIONS
Vis mere

Piers Morgan har været gift siden 2010, og han har flere gange understreget, at han ikke er en forsmået bejler. Han følte blot, de havde et vidunderligt venskab, som Meghan Markle smed på gulvet.

'Hjertelig tillykke, Harry,' skrev han offentligt, da hertugparret annoncerede deres forlovelse i 2017.

'Hende skal du beholde (selvom jeres romance ødelagde mit smukke venskab med den fantastiske Meghan Markle).'

Men kort inden brylluppet begyndte tonen at ændre sig.

På dette tidspunkt blev Meghan Markles far, Thomas Markle, omdrejningspunkt for medieomtale, da han først blev afsløret i at have fået taget opstillede paparazzobilleder af sig selv og siden meldte afbud til brylluppet, efter at flere dele af familien havde anklaget Meghan Markle for at være blevet forblændet af opmærksomhed og ladt dem i stikken.

Angiveligt skulle afbuddet skyldes, at Thomas Markle havde fået problemer med hjertet. Og det fik Piers Morgan til tasterne.

'Jeg kan stadig godt lide Meghan på trods af hendes tendens til at droppe kontakten til folk, når hun har nået sit mål,' tweetede han med henvisning til sin egen aften på pubben.

'Men hvis min far gennemgik en hjerteoperation 8.000 mil væk, så ville jeg ikke blive i London for at planlægge, hvilke sange Elton John skulle spille til min fest.'

Harry og Meghan på deres bryllupsdag i 2018.
Harry og Meghan på deres bryllupsdag i 2018. Foto: GARETH FULLER
Vis mere

Siden har han både i sine klummer i Daily Mail og på 'Good Morning Britain' revset hertuginde Meghan.

Da hun og Harry annoncerede, at de trådte tilbage som fremtrædende medlemmer af kongehuset, blev de kaldt »grådige, selvoptagede, manipulerende Kardashian-wannabees« i hans Daily Mail-klumme.

En anden gang var de »verdens mest tonedøve, hykleriske, narcissistiske, desillusionerede, jamrende møgunger«.

Da det blev annonceret, at prins Harry og hertuginde Meghan i weekenden ville komme med store afsløringer i et stort interview med Oprah Winfrey, fik de naturligvis også hårde ord med på vejen. »Opkastfremkaldende.«

»Jeg synes, det er mærkeligt, når folk er super venlige over for dig i lang tid – 18 måneder eller sådan noget – og så dropper de dig, fordi de har mødt nogen, der er højere oppe på den sociale rangstige,« sagde han i den forbindelse.

Efter interviewet ytrede han, at hertuginde Megan løj, når hun til Oprah Winfrey fortalte, at hun havde haft selvmordstanker efter at være blevet slagtet af de britiske medier på daglig basis.

Her skal man huske på, sagde Piers Morgan til kameraet, at hun har en baggrund som skuespiller.

Og så fik hans medvært nok.

»Jeg har forstået, du ikke kan lide Meghan Markle. Det har du gjort klart utallige gange i det her program,« fortalte vejrvært Alex Beresford på direkte tv.

»Og jeg kan forstå, at du tidligere har haft et personligt forhold til Meghan Markle, og at hun droppede kontakten. Og det kan hun gøre, som hun har lyst til. Men har hun sagt noget om dig siden? Det tror jeg ikke, og alligevel bliver du ved med at svine hende til.«

Det fik Piers Morgan til at udvandre i vrede.

På Twitter har han siden gjort det klart, at han ikke hader hertuginde Meghan.

Han har bare 'gennemskuet hende', som han siger.