»Der er tider, der er mere eller mindre nemme. Sådan er det for alle.«

Ordene kommer fra fyrstinde Charlene. Kvinden, der trods skandaler trofast har stået ved sin ægtemands side i to årtier. Nu er en ny skandale måske på vej.

Men loyaliteten består, fortæller den 42-årige fyrstinde i et interview med det franske magasin Point du Vue, uden konkret at komme ind på den sag, der allerede nu har skabt rystelser i fyrstedømmet.

»Når min ægtemand har problemer, fortæller han mig om dem.«

»Jeg siger ofte til ham: 'Uanset hvad, står jeg 1.000 procent bag dig. Jeg vil være ved din side, uanset hvad du gør. I medgang og modgang,« fortæller hun.

Tvillingerne og deres forældre fotograferet i november 2019.
Tvillingerne og deres forældre fotograferet i november 2019. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Parret, der har kendt hinanden siden 2000 og været gift siden 2011, er ikke uerfarne, når det kommer til modgang.

Da fyrst Albert var ung, var det velkendt, at han var lidt af en royal playboy, og den fortid har ved flere lejligheder indhentet ham, og nu sker det måske igen.

I forvejen har den 62-årige ikke ét, men to børn uden for ægteskab, og i slutningen af sidste år meldte en ny stemme sig på banen.

Således hævder en 15-årig brasiliansk pige og hendes mor nemlig, at fyrsten er hendes far, og en ny faderskabssag er derfor en realitet for fyrsten af Monaco, som nægter kendskab til pigen.

Ved et retsmøde i februar skal en dommer beslutte, hvorvidt fyrsten skal tvinges til at tage en faderskabstest for at få spørgsmålet opklaret én gang for alle.

Viser det sig, at den brasilianske pige har blåt blod i årene, får hun fire halvsøskende, hvoraf to af dem af dem er 'ægte royale', og to er på gule plader, nøjagtigt som hun selv er det.

Jazmin Grace Grimaldi og hendes far, fyrst Albert.
Jazmin Grace Grimaldi og hendes far, fyrst Albert. Foto: YANN COATSALIOU
Vis mere

Det drejer sig om den 28-årige Jazmin Grimaldi og den 17-årige Alexandre Grimaldi-Coste.

Førstnævnte blev født i 1992 efter en kort affære mellem fyrst Albert og hendes mor, den amerikanske servitrice Tamara Rotolo. Først da Jazmin var 14 år gammel, indrømmede fyrsten, at han var hendes far.

Alexandre Grimaldi-Coste var to år gammel, da hans far i 2005 anerkendte, at de to rent faktisk er af samme blod.

Ingen af de to – måske tre – uægte børn kan dog gøre krav på tronen.

I 2002 sørgede fyrst Alberts nu afdøde far, fyrst Rainier III af Monaco, nemlig for at få ændret tronfølgeloven, så kun såkaldte direkte og legitime efterkommere har ret til tronen.

Disse har fyrst Albert to af: Tvillingeparret arveprins Jacques og prinsesse Gabriella. Selv om prinsessen blev født syv minutter før sin bror, er det prins Jacques, som en dag skal overtage tronen.

Fyrsteparret med deres nyfødte tvillinger.
Fyrsteparret med deres nyfødte tvillinger. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Tvillingeparret har han sammen med fyrstinde Charlene, der trods sin ægtemands affærer uden for ægteskab, i interviewet med Point du Vue fortæller, at hun altid vil stå ved hans side. At hun altid vil beskytte ham.

Og at hun er glad og har den dybeste respekt for sin mand:

»Jeg er glad for det, jeg har. Tilfreds med det, jeg er i. Jeg ved, jeg er meget privilegeret.«