Mary og Frederik gav 500.000 kr. til ’Mind Your Own Business’, der hjælper indvandrerdrenge mellem 13 og 17 år.

Frederik og Mary har denne gang valgt at give deres store sociale pris på 500.000 kroner til et udviklingsprojekt i den belastede københavnerbydel Tingbjerg, der hjælper store drenge med anden etnisk baggrund end dansk til at finde deres fødder.

dfdsf

I aftes blev kronprinsparrets priser uddelt på Kulturværftet i Helsingsør. Prisuddelingen blev samtidig sendt live på DR med Kåre Quist og Stéphanie Surrugue som værter.

Mikrovirksomhed

I år gik den kongelige sociale pris til udviklingsprogrammet ’Mind Your Own Business’, der hjælper indvandrerdrenge mellem 13 og 17 år til at få styrket deres faglige kompetencer, sociale relationer og tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Programmet holder til i Tingbjerg. Og hver tirsdag eftermiddag mødes drengene for at udtænke deres forretningsplan for den mikrovirksomhed, de vil skabe eller allerede har skabt.

Blandt dem er 18-årige Sheraz Mudassar. Han har, sammen med en flok andre drenge, dannet virksomheden B-N1C3 (udtales be nice), som laver T-shirts og caps/kasketter med antimobbe-budskaber. 10 procent af omsætningen går til Børns Vilkår.

Drengene fik tilbage i 2012 20.000 kroner i startkapital til at grundlægge deres egen mikrovirksomhed med. Først tænkte de, at det ville være fedt at tjene nogle penge. Men da de fandt ud af, at programmet ikke har så meget med penge at gøre, kom de på ideen med T-shirts og kasketter mod mobning.

»Vi vil gerne af med mobning. Nogle af os har også oplevet det i skolen, så derfor tænkte vi, hvorfor ikke lave noget mod det? Vi synes selv, vi får vores budskab igennem,« siger Sheraz Mudassar.

Kronprinsparret imponeret

Og ved prisoverrækkelsen i aftes lagde Frederik og Mary i deres begrundelse ikke skjul på, at de er behørigt imponerede over programmet.

»’Mind Your Own Business’ skal anerkendes for den store forskel, programmet gør for de direkte involverede unge. De får nye perspektiver på livet. Samtidig får samarbejdspartnerne fra det private erhvervsliv og de frivillige et mere nuanceret syn på de unge. Både de udfordringer, drengene står over for. Men også de stærke ressourcer, de er. Nye positive historier øger stoltheden og styrker fællesskabet i lokalområdet, og det inspirerer andre unge til at være aktive og deltagende,« lød det fra scenen til initiativtager og programchef Maria Kavita Nielsen.