Det var kærlighed ved første blik, da den norske prinsesse Märtha Louise i efterårets mødte shamanen Durek.

Faktisk elskede de måske allerede hinanden, længe før de mødte hinanden fysisk.

Det afslørede de selv, da de i marts var gæster i talkshowet 'Skavlan'. Her fortalte de, at de mødte hinanden gennem en fælles bekendt.

»Vi aftalte at mødes, og jeg og nogle venner tog hjem til ham. Jeg gik ind og sagde: 'Jeg kender dig.' Og han svarede 'ja'. Vi var forudbestemt til at mødes, før vi blev født,« fortalte prinsessen ifølge norske VG om deres første møde til den kendte vært, Frederik Skavlan.

Den norske prinsesse Märtha Louise har fået ny kæreste. (Arkivfoto)
Den norske prinsesse Märtha Louise har fået ny kæreste. (Arkivfoto) Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Hun fortalte også, at hun selv havde gennemgået Verretts behandlinger.

»Det var vældigt interessant,« erkendte prinsessen.

Durek Verrett er en kendt skikkelse i spirituelle kredse og bor normalt i Los Angeles, hvor han blandt andet har været sjælelig vejleder for skuespillerinden Gwyneth Paltrow.

Søndag sprang prinsessen og shamanen ud som kærester, men de har gennem længere tid arbejdet sammen om en foredragsturné, som har titlen 'The Princess and the Shaman' ('Prinsessen og shamanen', red.).

I løbet af maj rejser de rundt i både Norge og Danmark og deler ud af deres viden om det spirituelle med fokus på selvrealisering. Her vil de tage publikum 'med på en rejse i livets mysterier'.

Om deres første møde har også Durek Verrett fortalt, at det var kærlighed ved første blik.

»Hun gik ind ad døren, og vi fik øjenkontakt et øjeblik og så bare på hinanden en tid. Jeg følte noget, som fyldte mig indvendig. En følelse. Jeg vidste det bare,« siger han.

Forholdet vækker opsigt i Norge, hvor lægefaglige eksperter kritiserer, at Verrett hævder, at han kan helbrede både kræft, nyresygdomme og en række andre sygdomme.

Han kan efter eget udsagn også rotere kroppens atomer og reducere menneskers alder, og han taler ofte med ånder og kommunikerer med spirituelle kræfter fra andre dimensioner. Kritiske røster i Norge mener, at forholdet kan skade kongehusets omdømme, og hæfter sig ved, at Märtha Louise bruger sin prinsessetitel til at markedsføre forholdet.

Allerede i februar skrev norsk Se og Hør om prinsessens nye 'sjæleven', og Märtha Louise har selv beskrevet deres møde på Instagram.

'Når du møder din tvillingesjæl, så ved du det. Jeg har været heldig nok til at have mødt min. Shaman Durek har forandret mit liv, som han gør med så mange. Han har fået mig til at indse, at betingelsesløs kærlighed faktisk eksisterer på denne planet,' skrev hun og fortsatte:

'Han omfavner hele mig uden spørgsmål eller frygt. Han får mig til at le mere end nogen andre og har den dybeste visdom at dele. Jeg føler mig så glad og velsignet over, at han er min kæreste.'