Prinsesse Diana ville formentlig stadig have set brandgodt ud, være blevet gift på ny, måske have fået et barn mere – og så ville hun være dybt ulykkelig over, at hendes to sønner er blevet uvenner.

Sådan lød det fra forfatteren Andrew Morton, der tilbage i 90erne havde mange lange snakke med prinsesse Diana, da han for nylig var med i en britisk tv-program i anledning af prinsessens 60-års fødselsdag.

Andrew Morton er nemlig manden bag den mest kendte Diana-biografi, 'Diana: Her True Story'. Og en person, som den nu afdøde prinsesse stolede enormt på.

Derfor gæstede han for nylig programmet 'Loose Women' for at tale om den britiske prinsesse.

Prinsesse Diana med sine to sønner, da de var mindre.
Prinsesse Diana med sine to sønner, da de var mindre. Foto: JOHNNY EGGITT
Vis mere

»Jeg tror ikke, hun ville have ændret sig voldsomt meget. For hun dyrkede meget motion. Hun holdt sig i god form og trænede de fleste dage, når hun svømmede i poolen på Buckingham Palace,« siger han og tilføjer, at hun også spiste sundt.

Han vil dog ikke afvise, at hun i lighed med andre af tidens stjerner og kongelige måske ville få en botoxbehandling fra tid til anden.

Prinsesse Diana døde i 1997 og nåede derfor aldrig at møde sine børnebørn. Men havde hun været i live, havde prinsessen elsket at tilbringe tid med dem, mener forfatteren.

Og faktisk ville det måske være prins Harrys børn, som hun ville tilbringe mest tid med. For ifølge Andrew Morton drømte prinsesse Diana om at bosætte sig på øen Martha's Vineyard på østkysten af USA eller i Malibu på vestkysten. Prins Harry og hertuginde Meghan har det seneste år boet i Californien.

Forholdet mellem William og Harry har ikke været godt længe.
Forholdet mellem William og Harry har ikke været godt længe. Foto: DOMINIC LIPINSKI
Vis mere

Mens børnebørn formentlig ville have skabt stor glæde, ville prinsesse Diana dog være meget ulykkelig over, at hendes to sønner, prins William og prins Harry, er blevet uvenner. De to prinser, der tidligere havde et meget tæt forhold, har haft det svært med hinanden, siden prins Harry blev gift med Meghan Markle.

Og forholdet blev kun værre, da prins Harry og hans hustru i 2020 forlod kongehuset.

»Hun (prinsesse Diana, red.) sagde til mig ved flere lejligheder, at hun så Harry som en støtte for William i, hvad der vil være et meget seriøst og formelt job, som den fremtidige konge. Så hun ville have været meget oprørt over deres splid,« forklarer forfatteren, der dog tror, at prinsesse Diana ville have haft stor sympati med Meghan Markle og de problemer, hun har haft med at tilpasse sig det britiske kongehus. De minder nemlig meget om dem, som Diana selv havde.

Denne statue af prinsesse Diana blev afsløret på dagen, hvor hun skulle være fyldt 60 år.
Denne statue af prinsesse Diana blev afsløret på dagen, hvor hun skulle være fyldt 60 år. Foto: POOL
Vis mere

Slutteligt blev forfatteren spurgt, hvordan han troede, at Dianas liv ville være i dag, hvis hun stadig var i live:

»Jeg er sikker på, at hun ville være blevet gift igen. Hun ledte efter kærlighed,« lyder det fra Morton.

Prinsesse Diana døde i 1997 i en alder af 36 år i en bilulykke i Paris.