Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

For første gang udtaler Dronningen sig om prins Joachims salg af det sønderjyske slot.

På trods af at dronning Margrethe godt ved, at det var en upopulær beslutning, hendes yngste søn tog i sommeren 2015, da Joachim meddelte, at han havde solgt Schackenborg Slot til en fond for 100 mio. kr., så bakker hun op om beslutningen om at sælge.

Opbakningen fra mor var der, da prins Joachim i sommeren 2015 lod bomben springe om, at han havde solgt Schackenborg Slot og i stedet flyttede til København sammen med prinsesse Marie.

Men den kongelige beslutning om at sælge til en fond for 100 mio. kroner skulle vise sig at blive voldsomt upopulær, selvom Joachim selv skød 13 mio. kroner ind i fonden. Penge, han og Alexandra modtog i folkegave ved deres bryllup.

I bogen ’De dybeste rødder - Dronning Margrethe fortæller om Danmark og danskerne’ forholder Dronningen sig for første gang til sønnens beslutning om at forlade landbrugslivet i den sønderjyske muld til fordel for et liv i et stort pragtpalæ i Klampenborg.

Dengang var den officielle forklaring, at det primært var af familiehensyn, prinsen forlod Schackenborg Slot.

Vanskeligt at drive

I bogen beskrives det, at Dronningen vidste, beslutningen ikke var populær, men at hun bakker den op, fordi den var nødvendig.

»Det blev meget vanskeligt at drive det, og min søn kan ikke være 100 procent landmand, selvom han ville. Han har sine forpligtelser som en del af kongefamilien, og det skal han have. Det blev for kompliceret. Men han føler sig meget knyttet til Sønderjylland, og børnene har et nært tilhørsforhold til området. De kommer der fortsat, og når de er der, så er de der virkelig,« forsvarer Dronningen i bogen sin søn.

Da Joachim solgte Schackenborg til ’Schackenborg Fonden’, der blev stiftet af familierne bag Danfoss, Lego og Ecco - alle nære venner af kongefamilien - skaffede han sig med et snuptag af med en gæld på 42 mio. kroner.

Og hvor slottet før kun havde givet røde tal på prinsens konto, stod der nu et så højt beløb i sorte tal, at Joachim i slutningen af 2015 erhvervede sig pragtpalæet Emiliekilde for 34,5 mio. kr.

Illusioner og ambitioner

Samtidig kom han og Marie til at bo tæt på Joachims ældste sønner, prins Nikolai og prins Felix, som dengang boede med deres mor på Østerbro.

For nylig har Joachim selv for første gang i et interview med Børsen erkendt, at han nok skulle have solgt Schackenborg tidligere, end han gjorde. For selvom beslutningen havde været svær at træffe, havde slottet med årene udviklet sig til at blive til ’kviksand’ både for forretningen og familien.

»Måske skulle jeg have gjort op noget før: Står det her mål med virkeligheden? Er der hold i det her?« lyder det ærligt til Børsen fra den nu forhenværende landbrugsprins, der i dag arbejder som særlig sagkyndig i forsvaret. Et job, han har varetaget siden november.

»Det var et opgør med egne ambitioner og illusioner, at det, man egentlig havde sat sig for skulle være ens livsgerning og renommé, ikke bare skulle tages op til revision, men faktisk også ændres. Det var at stå ansigt til ansigt med en virkelighed, som de færreste måske var helt klar over,« som han fortalte til Børsen.

Andre læser også