Dagen er kommet, hvor komtesse Athena fylder de famøse 11 år.

Kongehuset har for første gang gjort brug af de nye titler til prins Joachims børn i et opslag på sociale medier, efter at Kongehuset i september meddelte, at man ville ændre titlerne fra prinser og prinsesse til grever og komtesse.

»Hendes Excellence Komtesse Athena har fødselsdag og fylder i dag 11 år,« lyder det i Kongehusets opslag.

Men flere danskere er altså ikke helt klar til at give afkald på titlen prinsesse.

I kommentarer på både Facebook og Instagram lyder det, at komtesse Athena stadig betegnes som prinsesse for flere.

'Tillykke, fineste prinsesse Athena. Herhjemme vil du aldrig være andet end netop det,' skriver en.

'Engang prinsesse … altid prinsesse. Tillykke med fødselsdagen,' skriver en anden.

'Stort tillykke med fødselsdagen, prinsesse Athena. Altid prinsesse,' lyder det fra en tredje.

Prins Joachims børn mistede officielt deres titler første januar, men har endnu ikke ændret dem i cpr-registret.

Ifølge Helle Løvgreen von Wildenrat, der er talsperson for grev Nikolai og Felixs mor, grevinde Alexandra, skyldes det for deres vedkommende, at de to grever havde planlagt flere rejser, hvor det var nødvendigt for dem at bruge deres gamle pas, hvor de hedder 'prins'.

»Der har været bestilt nogle rejser til drengene. Der bærer de deres gamle navn og titel. De skal have rejserne overstået, og når de planlagte rejser er ovre, vil de skifte deres titler,« lød det.

B.T. har spurgt Kongehuset, hvornår titlerne senest skal være ændret officielt, men det har de ikke ønsket at besvare, da de ifølge kommunikationsafdelingen 'betragter det som privat'.