Corona har ændret på manges liv. Også hos de kongelige. I Storbritannien har kongefamilien for eksempel ikke været samlet siden pandemiens ankomst.
Men tirsdag blev det ændret. For efter prins William og hertuginde Kate kom hjem fra en succesfuld togtur rundt i landet, var det tid til et familiebillede.
Og med god afstand imellem – som det kræves i disse tider – stod både den 94-årige dronning Elizabeth samt prins Charles og hans hustru hertuginde Camilla og tog imod de hjemkomne togrejsende foran Windsor Slot, hvor dronningen har boet den seneste tid.
Både prins William og hertuginde Kate så ud til at være glade for den hjertelige modtagelse.

Og det var sikkert også en kærkommen velkomst, for selv om deres togtur rundt i landet var en succes, så blev den skæmmet lidt.
Prinsen og hertuginden var taget ud med det kongelige tog for at takke sundhedspersonale og andre, der har knoklet for at holde landet i gang under pandemien.
Men i både Wales og Skotland var begejstring for de kongelige noget delt. Ifølge Daily Mail blev de kongelige mødt af nogle modstandere, der mente, at de brød corona-restriktionerne ved at rejse rundt.
Blandt andet mente flere walisiske politikere, at de kongeliges tur måske kunne opfattes af flere som en undskyldning for at bryde de strenge coronarestriktioner, hvor man netop ikke må bevæge sig rundt i flere området. Storbritannien har været hårdt ramt af corona de seneste måneder, og derfor er der indført strenge restriktioner i bestemte dele af landet.

Ifølge Daily Mail brød det kongelige par ikke reglerne, da de netop var på arbejde under deres togtur, der derfor ikke bare var en hyggetur. Og de fik da også opbakning fra premierminister Boris Johnson:
»Premierministeren er glad for at se den varme modtagelse som hertugen og hertuginden af Cambridge har modtaget på deres meget værdifulde togtur i England, Skotland og Wales,« udtalte en talsmand for Johnson ifølge Daily Mail.
Den eneste af de øverst rangerende i den britiske kongefamilie, der ikke var mødt op for at modtage Kate og William, var den 99-årige prins Philip.
Men den gamle prins har ladet sig delvis pensionere fra de royale pligter for nogle år siden og er ikke længere med til så mange arrangementer grundet sin alder.