Det bliver den største bryllupsfest i 30 år. Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, det britiske tronfølgerpar og en række europæiske kongelige er valfartet dertil.

Og det er der en særlig grund til. For når den jordanske kronprins torsdag bliver gift, bliver det et helt særligt bryllup mellem to magtfulde personer.

»Det er et vigtigt kommende kongepar. Derfor er det et meget vigtigt bryllup.«

Sådan lyder det fra kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Jordans kong Abdullah II og dronning Rania sammen med kronprins  Hussein og hans forlovede,  Rajwa Al Saif,.
Jordans kong Abdullah II og dronning Rania sammen med kronprins Hussein og hans forlovede, Rajwa Al Saif,. Foto: Royal Hashemite Court/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Brylluppet mellem den 28-årige jordanske kronprins Hussein og den 29-årige amerikanskuddannede arkitekt Rajwa Khalid Alseif med rødder i Saudi-Arabien bliver nemlig ikke et almindeligt bryllup.

Den jordanske kongefamilie er særdeles magtfuld. Og det er brudens familie også.

»Det er et meget vigtigt bryllup, fordi Jordan er et stort og betydningsfuld land i Mellemøsten, som har stor politisk indflydelse på , hvad der sker i mange andre lande. Der bliver lyttet meget til dem i andre mellemøstlige lande,« siger Lars Hovbakke Sørensen og tilføjer, at den jordanske konge i modsætning til mange europæiske kongedømmer har langt mere magt.

»Internt i Jordan har man et politisk system, hvor kongen spiller en stor rolle, og hvor han faktisk er med til at lave lovene, og hvor han udpeger, hvem der skal sidde i det ene af de to kamre i parlamentet. Det er en meget magtfuld person, vi har med at gøre både i Jordan og i hele regionen. Og det er ret nyt, at man overhovedet har tilladt politiske partier,« siger han.

Festlighederne har været i gang i en uge før brylluppet. Her ses dronning Rania med sin dengang kommende svigerdatter ved en fest for bruden.
Festlighederne har været i gang i en uge før brylluppet. Her ses dronning Rania med sin dengang kommende svigerdatter ved en fest for bruden. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Brylluppet er udnævnt til at blive en kæmpe fest i Jordan, der sidst havde et bryllup af den kaliber tilbage i 1997, da kronprinsens forældre, kong Abdullah II og dronning Rania Al-Yassin, blev gift. Parret har yderligere tre børn, prinsesse Iman, prinsesse Salma og prins Hashem.

Forberedelserne til brylluppet har været enorme. Festlighederne har været i gang i en uge op til brylluppet.

Onsdag aften blev der holdt en fest med spisning for over 4.000 jordanere, og selve ceremonien torsdag eftermiddag foregik i Zahran Paladsets have i Amman i Jordan.

Her var omkring 140 personer inviteret – blandt andet det danske kronprinspar, britiske prins William og prinsesse Kate, kongelige fra flere andre europæiske kongehuse samt medlemmer fra bruden og brudgommens familier.

Efter vielsen tog brudeparret i et større optog kaldet 'den røde bilkortege', der består af flere helt røde biler, over til Al Husseiniya Paladset.

Der blev holdt en fest for den jordanske kronprins forud for brylluppet.
Der blev holdt en fest for den jordanske kronprins forud for brylluppet. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her vil man holde den store bryllupsreception for 1.700 gæster, hvor brudeparret spiser bryllupskage.

Efter receptionen fortsætter festlighederne ved en middag – en såkaldt banket – i Al Husseiniya Paladset, hvor blandt andre den jordanske kongelige familie vil deltage samt udenlandske statsoverhoveder og højtstående statsmænd.

Ifølge det jordanske kongehus har banketten til formål at 'kombinere de formelle og diplomatiske aspekter af en statsbanket med den festlige fejring og traditioner ved et bryllup', skriver Hello Magazine.

Når deltagelsen fra de europæiske kongehuse er så stor, er der en speciel grund, vurderer kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Her ses kronprinsesse Mary ved en tidligere lejlighed ved siden af dronning Rania.
Her ses kronprinsesse Mary ved en tidligere lejlighed ved siden af dronning Rania. Foto: Kin Cheung/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det jordanske kongehus er sådan relativt vestligt orienteret og relativt demokratisk i forhold til , hvad mange andre mellemøstlige kongedømmer kan præstere. Og specielt det britiske kongehus har en særlig historisk tilknytning til Jordan , fordi Jordan var et britisk mandatområde fra Første Verdenskrig, til Jordan blev selvstændigt i 1946,« siger han.

Flere internationale medier har allerede udnævnt det nye brudepar til at blive et powerpar i Mellemøsten, og det er ikke skudt helt ved siden af, mener Hovbakke Sørensen.

Bruden kommer nemlig fra en meget magtfuld familie.

Hendes far er forretningsmanden Khalid al-Saif, og hendes mor er Azza al-Sudairi, som stammer fra Al Sudairi-familien, som også den saudiarabiske konge, kong Salman, kommer fra.

Bruden fik også en fin fest.
Bruden fik også en fin fest. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dertil kommer, at både bruden og brudgommen har læst på universitetet i udlandet. Mens kronprins Hussein har fået sin uddannelse fra først den anerkendte britiske skole Sandhurst og efterfølgende universitet Georgetown i USA, så har Rajwa Khalid Alseif uddannet sig til arkitekt på Syracuse University i New York.

Og netop det kan få stor betydning for det jordanske kongehus, påpeger Hovbakke Sørensen.

»Hun er mere moderne end mange af de dronninger, de har haft tidligere. Hun har en ret stærk vestlig tilknytning,  og det kan jo være med til at præge, at Jordan vil blive mere vestligt orienteret, end det har været tidligere,« siger han og tilføjer, at det bestemt også betyder noget for parrets magtstatus, at bruden er relateret til den saudiarabiske konge.

»Hun er tæt knyttet til en familie, som er en af de mest magtfulde i Mellemøsten.«