Det kom som en overraskelse for mange, da kong Frederik tirsdag dukkede op i Bjerringbro for at deltage i Grundfos-rigmanden Niels Due Jensens begravelse.
Men båndene mellem Grundfos-familien og kongeparret er tætte og tæller flere venskaber i familien. Her er historien om Grundfos- milliardæren og familiens vej til succes.
Han var kendt som en karismatisk og bramfri mand, men også som et ordentlig menneske – et menneske, som i den grad satte præg på både sin hjemby Bjerringbro og på hele verdenen ved hjælp af familiens milliard imperium – pumpe koncernen Grundfos.
Men han var også en mand, der trods sin milliardformue, kunne samle en 50-øre op fra gaden – og som i mange år sloges med et svækket helbred.
»Niels Due Jensen var især formålsdrevet som erhvervsleder. Han ville gerne tjene penge – som alle virksomheder vil – men han var i høj grad også optaget af, at forretningen skulle gøre verden til et bedre sted – i Grundfos' tilfælde, var det en indsats overfor ulande,« har Børsens chefredaktør Niels Lunde forklaret til TV Midtvest.
Her fortalte han også, at den bramfrie rigmand var 'helt sin egen', hvilket man blandt så under Muhammed-krisen, hvor rigmanden stødte nogen fra sig.
Tætte bånd til kongehuset
I de royale kredse var han dog yderst populær, og familien Due Jensens tætte forbindelse til Kongehuset blev manifesteret, da Poul Due Jensen i 2010 blev udnævnt til kommandør af Dannebrogordenen.
Både dronning Margrethe og kong Frederik og dronning Mary lagde – sidstnævnte mens de endnu var kronprinspar – flere gange vejen forbi Grundfos og Bjerringbro, når der var jubilæer eller markante begivenheder at fejre.
Og når sæsonen for kongejagter blev skudt i gang, var familien Due Jensen ofte repræsenteret – de seneste år dog ved Niels Due Jensens søn, Poul Due Jensen, der ligeledes er ven med kong Frederik.
At Niels Due Jensens havde en stor kærlighed til jagt, fremgik også af begravelsestalen i Bjerringbro Kirke, hvor præsten, hans ven Anders Bondo, ifølge Viborg Folkeblad sagde følgende:
»Så er jagten blæst forbi, vi er samlet til vildtparade for sidste gang,« hvorefter han tilføjede, at milliardæren ved vildtparade altid glædede sig over jag kammeraternes held.
Fra forvalter på fattiggården til Danmarks rigeste.
Selvom det var mere end 20 år siden, at Niels Due Jensen overlod direktørstolen i Grundfos til andre – først udefrakommende og senest til sin søn, Poul Due Jensen – så var han helt til det sidste kendt som Mr. Grundfos.
Det sås blandt andet, da det meste af Bjerringbro stod klar langs vejene ved det sidste farvel, hvor Niels Due Jensens kiste blev kørt rundt i den jyske provinsby.
Vejen til succes blev grundlagt af hans far, Poul Due Jensen. Han far, Niels Due Jensens farfar, var bestyrer på en fattiggård, og døde, da Poul Due Jensen var kun 15 år, og da moren var død flere år tidligere, endte Poul Due Jensen med at vokse op på en fattiggård.
Men Poul Due Jensen havde ben i næsen. Han grundlagde Grundfos, og han drømte stort om godset Ormstrup. Men da han endelig fik muligheden for at købe godset, sprang han fra og købte i stedet nye maskiner til Grundfos.
I stedet blev det Niels Due Jensen, der endte med at købe Ormstrup i 1998 – og få familiens livslange drøm til at gå i opfyldelse.
»Jeg er ind til benet lykkelig, og både Minna og jeg nyder, at vi ingen økonomiske udfordringer har. Men når det er sagt, så er jeg stadig den samme Niels, der samler en 50-øre op, hvis jeg ser den,« fortalte han til Randers Amtsavis i forbindelse med sin 75-års fødselsdag om godset.
Snød døden flere gange – blev reddet af jagtkammerat
At Niels Due Jensen endte med at få lov at nyde Ormstrup i mere end 25 år, kan tilskrives held.
Faktisk var han tæt på at dø flere gange.
I 2016 blev han ramt af en svær omgang stafylokokker i hovedpulsåren, hvilket førte til, at han i flere dage svævede mellem liv og død.
Lægerne fik dog reddet ham og han overlevede, men hans nyrer havde taget varig skade, og Niels Due Jensen måtte leve de næste fire år som dialyse patient, mens han ventede på en ny nyre.
Den kom dog fra en uventet kant, da en jagtkammerat i 2019 tilbød at donere sin ene nyre til ham.
Da han i 2020 fortalte om forløbet i et interview med organdonation-jatak.dk forklarede han, at det ikke engang var en tæt personlig ven.
»Vi talte det meget igennem. Naturligvis. Det var en dybfølt vennetjeneste, som jeg er taknemmelig for. Når jeg møder ham, spørger jeg altid til, hvordan han har det med sin ene nyre. ’Jeg kan ikke mærke forskel’, svarer han, og jeg siger så: ’Det kan jeg til gengæld. En fantastisk forskel’,« sagde han og forklarede, at der ikke var penge involveret.
Fik sin drøm opfyldt
Den nye nyre hjalp dog til, at Niels Due Jensen kunne få sin livslange drøm opfyldt – at se sin søn, Poul Due Jensen, blive topdirektør i Grundfos i 2021.
At båndet mellem far og søn var stærkt, fik man følelsen af i de ord, som Poul Due Jensen skrev om sin far på LinkedIn i forbindelse med hans død.
»Hele mit liv var han der for mig, med gode råd og en hjælpende hånd, både i gode tider og i hårde tider.«
»Min far betød alverden for mig, men han var også min mor Minnas trofaste anker i mere end 60 år og en elsket bedstefar for både min søster Annettes børn og mine egne børn,« lød det blandt andet fra Poul Due Jensen, der beskrev sin far som en, der altid var klar til at kæmpe.
Niels Due Jensen efterlader sig sin kone, Minna, samt de voksne børn, Poul og Annette, samt flere børnebørn.