Det lille vesteuropæiske land Luxembourg har fået en ny storhertug, efter at storhertug Henri har abdiceret.

Guillaume af Luxembourg er fredag blevet taget i ed som landets nye storhertug og statsoverhoved.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Han overtager for sin far, Henri, der har abdiceret.

43-årige Guillaume var iklædt en grøn militæruniform, da han blev taget i ed under en ceremoni i parlamentet i Luxembourgs hovedstad af samme navn.

Bag ham stod hans hustru, Stephanie, i en gulvlang lyseblå kjole. Hun er nu storhertuginde.

Guillaumes far, Henri, var ligeledes klædt i militæruniform, da han lidt tidligere fredag underskrev sin abdikation efter 25 år som storhertug i det lille vesteuropæiske land.

Den ceremoni foregik på storhertugens palads.

Under ceremonien takkede premierminister Luc Frieden ham for hans tjeneste.

Henri har abdiceret i en alder af 70 år.

/ritzau/