Et familieopgør har længe ulmet i det britiske kongehus.

Tilbage i 2022 fik dronning Elizabeths yngste søn, prins Andrew, frataget sine militære titler og retten til at kalde sig ‘Hans kongelige højhed’ i offentlige sammenhænge.

Det skete forud for den civile retssag, der blev anlagt mod prins Andrew af Virginia Giuffre - kvinden der har anklaget prinsen for at have sex med hende flere gange, da hun var 17 år og angiveligt ‘sexslave’ hos Jeffrey Epstein.

Siden 2022 er intet sket. Prins Andrew har i vid udstrækning fortsat sit liv - dog langt mere isoleret end før.

»Han har den samme hverdag, men han er blevet socialt radioaktiv. Han har ikke bevægelsesfrihed, og på en måde er det verdens mest luksuriøse fodlænke,« forklarer Lone Theils, der er forfatter og journalist og i årtier har dækket det britiske kongehus.

»Han ser kun familien, hvis de er i kirke, og jeg tror ikke, han bliver inviteret til jul overhovedet,« tilføjer hun.

Prins Andrew bor fortsat på Royal Lodge, som er en af de kongelige ejendomme.
Prins Andrew bor fortsat på Royal Lodge, som er en af de kongelige ejendomme. Andy Rain/EPA/Ritzau Scanpix

Ifølge Lone Theils er der da heller ikke nogen tvivl om, at selvom det udadtil er prins Andrew selv, der har frasagt sig sine titler fredag, så er det sket med stor indblanding fra kongehusets side.

»Han var nede at bide i græsset, men det her er en offentlig og symbolsk ydmygelse, der er designet til at få kongehuset til at se ud som om, de slår hårdt ned,« forklarer Lone Theils.

Spørgsmålet som mange siden fredag har stillet er dog: Hvorfor først nu? Og hvorfor fjernede man ikke alle titler tilbage i 2022?

Ifølge Lone Theils er svaret noget så simpelt, som en moders ukuelige tro på den søn, der ofte er blevet kaldt hendes favorit.

Prins Andrew er ofte blevet beskrevet som dronning Elizabeths favoritsøn.
Prins Andrew er ofte blevet beskrevet som dronning Elizabeths favoritsøn. Andy Buchanan/AFP/Ritzau Scanpix

»Dronning Elizabeth troede på ham i meget lang tid efter alle andre stoppede med at tro på ham,« forklarer Lone Theils og tilføjer:

»Hun betalte en del af erstatningen - han havde ikke nok penge,« siger Lone Theils med henvisning til den erstatning prins Andrew skulle betale Virginia Giuffre, da parterne indgik forlig i 2022.

I sin nye bog, der udkommer posthumt tirsdag, nævner Giuffre også selv, hvordan pengene kom fra dronning Elizabeth.

Ifølge Lone Theils var det også efter et vist pres fra hæren, at dronning Elizabeth overhovedet fratog prins Andrew sine militære titler.

»Chefen for den britiske hær, flyvevåbenet og flåden skrev et åbent brev om, at prins Andrews opførsel var ikke gået for nogle medlemmer af deres styrker.«

»Det betød, at dronningen følte sig nødsaget til at tage de militære titler og give ham besked på at holde sig væk,« forklarer Lone Theils.

Men nu hvor kong Charles er ved roret i det britiske kongehus er sagen en noget anden, og det kan meget vel blive værre for prins Andrew om nogle år.

»Der er ikke den nåde hos kong Charles og slet ikke prins William. Der er ingen forståelse for det,« siger Lone Theils.

Prins William er angiveligt så træt af prins Andrew, at han vil kappe alle bånd, når han selv bliver konge.
Prins William er angiveligt så træt af prins Andrew, at han vil kappe alle bånd, når han selv bliver konge. Andrew Matthews/Reuters/Ritzau Scanpix

»Prins William står til at arve et monarki, han gerne vil have i form,« tilføjer hun og understreger, at særligt den yngre del af befolkningen ingen forståelse har for prins Andrew.

De seneste dage har der således også floreret historier om, at prins William ønsker at kappe alle bånd til prins Andrew, når han overtager tronen.

Det skulle angiveligt både indebære familiearrangementer såvel som officielle arrangementer, som prins Andrew vil være afskåret fra.

På den kortere bane vil vi dog sandsynligvis se, at prins Andrew vil være endnu mere fraværende end før, vurderer Lone Theils.

»Enten vil han hold sig væk fra arrangementer, eller få besked på at sætte sig ned bagved, så han ikke bliver fotograferet med kong Charles.«