Efter en familieferie blev prins Joachim og familien ramt af en stor ulykke. Nu udtaler hans ekskone, grevinde Alexandra, sig for første gang om den grimme oplevelse.

»Det hele kom som et stort chok for os, da vi jo netop havde afsluttet nogle fantastisk skønne feriedage sammen på Chateau de Cayx i forbindelse med prins Felix' fødselsdag,« udtaler hun gennem sin privatsekretær, Helle von Wildenrath Løvgreen, til Se og hør.

Familien havde fejret prins Felix' 18-års fødselsdag 22. juli. Fredag 24. juli aften blev prinsen ramt af en blodprop i hjernen.

Uden at have fået mén blev han mandag aften udskrevet, blot ni dage efter han blev opereret for en blodprop i hjernen.

»Han har været heldig. Og efter alt at dømme har det været en stor blodprop,« forklarer Helle Iversen, overlæge, dr.med. og formand for Dansk Selskab for Apopleksi.

Prinsen havde på dagen, hvor han blev ramt af blodproppen, haft en fransk journalist fra et lokalt medie på besøg. Her havde humøret været højt, lød det.

Senere fik han det dog dårligt, og man ringede efter hjælp.

»Vi fik et opkald fra alarmcentralen, for prinsen havde det dårligt, så han blev hentet i sit hjem og transporteret til hospitalet,« har dr. Thierry Debreux forklaret til B.T.

Ifølge lægen var personalet hurtige til at reagere, og efter undersøgelser af en akutlæge, en radiolog og en neurolog blev prinsen overført til universitetshospitalet i Toulouse. Her blev han opereret.

Den hurtige behandling har været afgørende for, at prinsen slipper for mén.

»Det hele står og falder med, at man kommer under behandling hurtigt, før blodproppen har skabt så meget iltmangel, at hjernecellerne dør,« siger Helle Iversen.

Ved prins Felix' fødselsdag var det bare den nærmeste familie, som var til stede, dels på grund af corona-hensyn. En af de få tilstedeværende var dog grevinde Alexandra, som altså nu fortæller, at prinsens alvorlige helbredssituation chokerede dem.

Hun siger, at hendes drenge løbende har været i kontakt med deres far.