Tårerne flød til bisættelsen af prinsesse Märtha Louises eksmand Ari Behn fredag.

Som B.T. efterfølgende kunne berette, var det især Ari Behns 16-årige datter, Maud Behn, som fik sagt farvel på yderst rørende vis.

Men også Ari Behns forældre og hans søskende holdt mindetaler, der gav en klump i halsen over tabet af den 47-årige norske forfatter, som tog livet af sig selv første juledag.

»De seneste år har vi lidt med dig. Vi har været dine beholdere for den lidelse, smerte, chok og sorg, du gik med,« lød det fra Ari Behns forældre, 66-årige Marianne Behn og Olav Bjørshol på 67. Det skriver VG.

Prinsessse Märtha Louise med hendes og Ari Behns tre døtre foran Ari Behns kiste.
Prinsessse Märtha Louise med hendes og Ari Behns tre døtre foran Ari Behns kiste. Foto: HAKON MOSVOLD LARSEN
Vis mere

»Samtalerne var til tider rå og grufulde. Det er ikke sådan, at vi ikke har lagt mærke til det i vores familie. Vi ser nogle gange mere, end hvad der føles godt,« fortsatte moderen og hentydede dermed til, at familien var vidende om, hvor voldsomme dæmoner deres søn kæmpede mod.

Faderen tog herefter ordet og sagde, at han aldrig havde forestillet sig noget så 'brutalt' som at skulle begrave sin egen søn.

Ari Behn efterlader sig tre døtre på 11, 14 og 16 år, og det var disse tre, der var i fokus, da Ari Behns søskende, Espen og Anja Bjørshol, sagde farvel til deres bror i domkirken i Oslo.

»Du sagde altid, at man skulle passe på hinanden, og jeg lover, at vi nok skal passe på dine piger,« sagde søsteren ifølge Dagbladet og fortsatte:

Märtha Louise og Ari Behn i 2016. (Foto: Scanpix)
Märtha Louise og Ari Behn i 2016. (Foto: Scanpix) Foto: 10430 Christine Olsson/TT
Vis mere

»De tre piger, som er det smukkeste, du har. De tre, som du elskede højere end noget andet. De tre, som var det vigtigste for dig.«

Ligesom Ari Behns datter Maud Behn valgte Espen Bjørshol at bruge en del af sin mindetale på at snakke direkte til andre i lignende situationer.

»Det er en speciel situation. For mig er det vigtigt at nævne, at det at tage sit eget liv ikke må forherliges. Efter jeg havde vænnet mig til chokket, begyndte jeg at tænke på andre pårørende, som har oplevet det samme,« sagde han og fortsatte:

»Det må være svært ikke at føle vrede og skyldfølelse. Jeg under alle, som har oplevet dette, at de kan give slip på de forfærdelige følelser.«