Store dele af det danske kongehus befinder sig lige nu i Slagelse.

Det skyldes, at der er åbnet hus på den kaserne, hvor prinsesse Isabella for tiden aftjener sin værnepligt.

B.T.s reportere på stedet beretter, at hele prinsessens nærmeste familie – bestående af forældre og søskende – har været til stede.

Dermed har både kong Frederik, dronning Mary, kronprins Christian, prins Vincent og prinsesse Josephine taget turen dertil.

Alle fem er dog smuttet fra stedet igen, før det åbne hus – der er tilgængeligt for alle – gik i gang klokken 11.

Isabella indledte sin værnepligt ved Antvorskov Kaserne i Slagelse i begyndelsen af august - samme sted, som hendes storebror, Christian, også aftjente sin værnepligt.

Prinsessen er med på det første fulde hold, der indleder den nye og længere værnepligt på 11 måneder.

Tjenestetiden består af fem måneders basisuddannelse og seks måneders operativ tjeneste.

Prinsesse Isabella har frasagt sig at modtage både kostpenge og løn under værnepligten, hvilket kongehuset tidligere har bekræftet over for B.T.

Isabella blev i juni student fra Øregård Gymnasium i Hellerup.