Er der én sætning, der er blevet synonym med Dronning Margrete er det 'Gud bevare Danmark'. 

En sætning, majestæten troligt hvert år har afrundet sin nytårstale til danskerne med. 

Traditionen med den afsluttende bøn til danskere går helt tilbage til 1909, hvor den blev introduceret af Frederik 8. og den blev senere genoptaget af Dronningens far, Frederik 9. 

Men den lange tradition kan meget vel gå hen og blive lagt på hylden af kronprins Frederik. 

Sådan lyder det fra Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor i historie med særligt fokus på hofhistorie ved Københavns Universitet.

»Han har ikke udtalt sig ret meget om religiøse spørgsmål. De ganske få gange han har, har han udtrykt sig ret distanceret i forhold til tro. Derfor vil det virke hult, hvis han bruger samme vending. Hvis han gør, kunne meget tale for, at der ville blive i en mere moderne version,« siger han til B.T.

Med sit forhold til kristendommen adskiller den kommende konge sig markant fra både dronning Margrethe og sin morfar, forklarer Sebastian Olden-Jørgensen. 

»Dronningen har været meget åben om tro og sin religiøse livsindstilling. Den kom allerede til udtryk i den lille tale, hun holdt, da hun blev udråbt til regent. Også hendes far var et meget religiøst menneske, der også havde en stor interesse for katolicismen, som han tog til Rom for at studere,« siger han. 

Kronprins Frederik bliver som konge også officielt folkekirkens øverste myndighed. 

I portrætbogen 'Under bjælken' af forfatter Jens Andersen fra 2017 er der et kortere afsnit om den kommende konges forhold til tro.

Kronprinsen har tidligere svaret, at han tror på skæbnen, når han bliver spurgt til sit forhold til det religiøse, og det uddyber han i bogen.

»Jeg tror på skæbnen, også hvis jeg skal se tilbage på alle de spændende store ting, som er sket for mig. Det er ikke tilfældigt. Men jeg går ikke rundt og leder efter en bog, hvor der eventuelt står, hvad vi skal være og blive,« lyder det i bogen, hvor han også fortæller, at han har haft »anfægtelser« om kristendommen, men at han mener, at der er gode holdepunkter at finde i den kristne tro. 

Det er den slags udtalelser, som altså ifølge Sebastian Olden-Jørgensen kan tale for, at Kronprins Frederik som regent vil vælge et nyt udtryk til at afrunde sine nyt årstaler. 

Han tør dog ikke komme med et bud på, hvordan sådan et nyt udtryk kunne lyde i stedet. 

»Det skal jo være et stærkt, karakteristisk udtryk. Det går ikke, hvis han siger, at danskerne må have en dejlig aften og et godt år. Vælger de noget andet, vil det blive nøje udvalgt,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

I B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' har vi den sidste uge lavet en række særudsendelser om tronskiftet. Dem kan du lytte til her eller hvor du ellers lytter til podcasts.