De to engelske prinsesser, Eugenie og Beatrice af York, har ind imellem fået en hård medfart af den engelske presse, og det har førhen ført til tårer.

Det fortæller prinsesserne i et dobbeltinterview til magasinet Vogue i septemberudgaven, hvor de to sammen blandt andet giver udtryk for, at det ikke altid er lige sjovt at være i offentlighedens søgelys.

Ifølge The Sun har prinsesserne, der er døtre af Prins Andrew og børnebørn af Dronning Elisabeth, ofte været genstand for spottende omtale på grund af deres tøjstil. Det blev formentlig mest udtalt, efter 28-årige Beatrice bar en iøjnefaldende hat til Prins Williams og Kate Middletons bryllup i 2011. Hatten blev i offentligheden døbt 'kringlen', hvilket designeren, Philip Treacy, siden kommenterede over for BBC.

Prinsesse Eugenie, venstre og prinsesse Beatricehar gentagne gange fået en hård medfart for deres tøjstil. Arkivfoto
Prinsesse Eugenie, venstre og prinsesse Beatricehar gentagne gange fået en hård medfart for deres tøjstil. Arkivfoto Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Han udtalte, at han ikke håbede, at hatten - der kostede eksorbitante 81.000 pund svarende til omkring 670.000 kroner - ville medføre, at hans hoved ville ende på en stage.

Den negative omtale af prinsesserne, der også er afstedkommet af at begge har levet et ekstravagant liv til trods for, at de bryster sig af at være arbejdende kvinder, har fået begge til at bryde ud i gråd til en havefest på Buckingham Palace.

»Der var en forfærdelig artikel, der var skrevet om Beatrice, og hun blev virkelig ked af det. Vi var lige ved at træde ud til festen, da hun fik en lille vaklen og græd. Jeg tog mig af hende. Omkring en time senere, var det mig, der begyndte at græde, og hende, der var der for mig.«

Prinsesserne ses her i St Pauls katedral i forbindelse med Dronning Elizabeths 90-års fødselsdag.
Prinsesserne ses her i St Pauls katedral i forbindelse med Dronning Elizabeths 90-års fødselsdag. Foto: POOL
Vis mere

Avisen The Mirror giver dog ikke meget for prinsessernes tårer. I en artikel konstaterer tabloidavisen, at prinsesse Beatrice holdt otte ferier på 15 måneder, og at prinsesse Eugenie holdt 25 fridage i løbet af de første ti uger i sit nye job.

‘Prinsesserne hævder dristigt, at de er de første kongelige, der skal balancere karriere med deres personlige liv,’ lyder reaktionen på dobbeltinterviewet.