De to engelske prinser, Harry og William, har mistet en nær ven helt fra barnsben

I 15 år af deres barndom fuld af tumult, med deres forældres skilsmisse og Lady Dianas død, var hun der. Hun behandlede dem som sine egne børnebørn, og de betragtede hende som en del af familien. Olga Powell var endda med til store begivenheder i deres liv lang tid efter at hun ikke længere arbejdede for dem.

Nu er de unge prinsers 82-årige barnepige, Olga Powell, død. Ifølge den engelske avis The Mirror kollapsede hun ude foran sit hjem den 25. september omkring kl. 10 om formiddagen.

De tre havde et tæt forhold, og Olga Powell var blandt andet med til prins Williams bryllup med Kate Middleton sidste år. Hun var også inviteret til prins Harrys 21. fødselsdagsfest.

- Prinserne er informeret og er meget kede af at høre nyheden, siger en talsmand for de to engelske prinser.