I dag deltog dronning Elizabeth ikke i den gudstjeneste, der blev holdt til hendes ære i St. Pauls Katedral.

Nu kommer endnu et afbud fra Buckingham Palace.

Ifølge hoffet, vil Dronningen heller ikke dukke på til Epsom Derby i morgen. Det skriver Sky news.

De seneste måneder har det stået stadig mere tydeligt for briterne, at deres dronning er skrøbelig:

»Jeg tør godt sige, at man flere gange det seneste år, har tænkt, at ‘Nu er der ikke længe tilbage’,« sagde B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel, efter aflysningen i går.

Torsdag vinkede Dronningen først til sine gratulanter fra balkonen på Buckingham Palace, bagefter overværede hun 'Trooping the Colour'-ceremonien og så den traditionsbundne flyopvisning, før hun deltog i en lystænding sidst på aftenen.

Det blev for meget for den 96-årige dronning, der både fredag og lørdag har måtte melde afbud til sin egen fejring.

Ifølge Sky News har hertuginde Kate under dagens Guildhall reception fortalt, at Dronningen var 'meget glad' men også 'meget træt' efter torsdagens program.

Lørdag forventes hun at følge Epsom Derby på tv fra Windsor Castle, lyder meldingen fra Buckingham Palace.