En 'kæmpe overraskelse': Norges prins Sverre dukker op hånd i hånd med ung kvinde


De er endnu ikke officielt stået frem som kærester.
Men fredag kom Norges 18-årige prins Sverre pludselig gående hånd i hånd med en ung kvinde, da han sammen med sine forældre og storesøster tog afsted mod Märtha Louise og Durek Veretts lørdagsbryllup.
Det royale danske ugeblad Billed-Bladet kalder det en 'kæmpe overraskelse' og 'helt uventet'.
Ugebladet skriver videre, at det er første gang, at 18-årige Sverre Magnus, der er søn af Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, viser sin kæreste frem for offentligheden.

Den royale familie kom spadserende gennem byen Ålesund ned til et skib, der skal sejle dem videre til weekendes store royale bryllup i Geiranger.
Ifølge den norske udgave af Se og Hør arbejder kvinden som model.
Hun er 17 år og hedder Amalie Giæver Macleod.
Ugebladet skriver ligeledes, at de to unge mennesker er kærester, men da de beder det norske kongehus' Kommunikationsafdeling om at bekræfte dette, lyder svaret:

»Tak for henvendelsen. Vi ønsker ikke at dele nogen information om hende.«
Det er uvist om den unge kvinde er med til selve bryllupsfesten lørdag.
Dog kom det frem forleden, at kronprinsparrets ældste søn, Marius Borg Høiby, ikke vil deltage, da han er rejst til Pisa i Italien.
Han står for tiden i sit livs storm, da han blandt andet er sigtet for vold mod en ekskæreste.
Marius Borg Høibys advokat har bekræftet overfor det norske medie VG, at han ikke er med til weekendens bryllup, da han 'har brug for fred og ro'.
Bliv klogere på skandalerne i det norske kongehus i B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen':