Da kong Harald fredag morgen sov ind på Rikshospitalet i Oslo, fik Norge øjeblikkeligt en ny konge - kong Haakon.

Samtidig blev en hemmelig og meget omfattende plan sat i værk. En plan, der ifølge den norske avis VG, har titlen ‘Handlingsplan K’.

K står for ‘Kongen’ og i en kommentar i VG, beskriver kommentator Astrid Meland det omfattende logistiske puslespil, der siden kong Haralds død er blevet arbejdet på.

Et puslespil, der skal få den norske konges begravelse i næste uge til at glide så glat som muligt.

Man forventer ifølge Meland, at det vil blive den største logistiske operation i moderne, norsk historie. Med et hidtil uset antal privatfly, kongelige fra hele verden, statsoverhovedet og sikkerhed på et ellers uhørt niveau.

Arbejdet er allerede i gang, og på dagen for begravelsen vil meget af det sandsynligvis være svært at se med det blotte øje.

Kong Haakon blev fredag norges konge, da hans far sov stille ind, 89 år gammel. Foto: Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix

Det fortæller Jesper Lundorf, der var livvagt i PET, og fra 1992 til 1999 var livvagt for nuværende kong Frederik.

Han forklarer, at kong Haralds begravelse er det, man kalder en ‘storskala-operation’.

Det betyder også, at et gigantisk koordinationsarbejde allerede er i gang sikkerhedstjenesterne imellem. Alt går gennem et koordinationskontor i Oslo.

»Størstedelen af dem, der kommer, har deres egen beskyttelse med, så det er et stort apparat af koordination, så alle ikke står i en stor klump oveni hinanden,« fortæller Jesper Lundorf.

Jesper Lundorf er tidligere livvagt. Foto: Presse

Han har blandt andet selv været en del af sikkerhedsarbejdet, da prins Joachim og grevinde Alexandra blev gift i 1995, og da den daværende amerikanske præsident Bill Clinton i 1997 første gang besøgte Danmark.

Jesper Lundorf forklarer, at der umiddelbart ikke er en sikkerhedstrussel mod den norske kongefamilie - men alligevel gør verdens bevågenhed arrangementet til et, der ikke er uden risiko.

»Når man planlægger det her, er der umiddelbart ikke den største trussel. Men den største sikkerhedsrisiko er altid, når man sender live.«

»Der er mange kendte mennesker, og du er garanteret hele verdens opmærksomhed, hvis du vil have et budskab ud,« forklarer den tidligere livvagt.

Kong Harald blev 89 år gammel. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Han er da heller ikke tvivl om, at sikkerhedsapparatet ved kong Haralds begravelse vil være omfattende.

Alt lige fra flyenes ankomsttider til den rækkefølge, bilerne skal køre i til kirken og hvilke hoteller, de mange VIP’er skal bo på, skal planlægges ned til mindste detalje.

»Det er et kæmpe apparat man sætter i gang, for nogle har egne fly, andre flyver i almindelige fly, men der kommer mange på én gang,« forklarer Jesper Lundorf.

På dagen for begravelsen vil hvert minut være planlagt ned til mindste detalje.

I slotskapellet kan nordmændene frem til dagen før begravelsen gå forbi kong Haralds kiste. Foto: Fredrik Varfjell/NTB/Ritzau Scanpix

»Det er så langt nede i detaljen, at man ved, hvor folk skal sidde og stå, også livvagterne.«

»Man tjekker alle. Man ved, hvem der kommer, og man tjekker alle, der kommer,« siger den tidligere livvagt og tilføjer:

»Det står man meget stejlt på.«

Når de prominente gæster fra hele verden ankommer, vil det også være planlagt, hvad der skal ske - minut for minut.

Det danske kongepar har bekræftet, at man vil deltage i kong Haralds begravelse. De to kongehuse har et nært forhold. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Hvis en bil skal ankomme klokken 10.05, så kommer de måske 10.06 eller 10.07, men ikke senere.«

»Det handler om minutter og sekunder, og det vil blive dirigeret med militær præcision.«

Og så er der alt det, man ikke kan se.

Eksempelvis kan hoteller blive tømt med kort varsel, hvis en særlig gæsts sikkerhed kræver det.

»Den slags opstår med så ultrakort varsel, at man har særaftaler med forskellige hoteller, som er sikkerhedskvalificeret, og så kan man overtage det meste af hotellet, så vi kan garantere for vores VIP’s,« siger Jesper Lundorf.

Alle VIP-gæster, som kongelige og statsoverhoveder, vil have deres eget sikkerhedshold med, samtidig vil den norske aktionsstyrke være involveret, fortæller Jesper Lundorf, der dog ikke tør gætte på, hvor stort sikkerhedsopbuddet konkret vil være i Oslo næste uge.

»Der vil være rigtig, rigtig mange, og så er der alle dem, du ikke kan se. Der foregår en masse bag kulisserne, vi hverken hører om eller ser noget til,« lyder det fra den tidligere livvagt.

Kong Haralds begravelse finder sted onsdag den 9. september klokken 13 i Oslo Domkirke, hvorefter han skal stedes til hvile ved Akershus Fæstning.