For ni år siden var der stor jubel i Sverige, da kronprinsesse Victoria fødte sit første barn og sikrede den royale arvefølge.

Tirsdag kan svenskerne glæde sig over, at den lille prinsesse, fylder ni år. Og det har hoffet fejret med en række søde, nye billeder.

På de nye fødselsdagbilleder af prinsesse Estelle ses hun både alene samt i et kært øjeblik med sin lillebror, charmetrolden prins Oscar.

Søskendeparret er afbilledet sammen med deres brune puddelhund.

Prinsesse Estelle har arvet sin mors brune øjne.
Prinsesse Estelle har arvet sin mors brune øjne.
Vis mere

På de andre tre billeder ser man dels et billede i helfigur af prinsesse Estelle samt et portræt, der alle afslører, at hun ikke kan løbe fra, at hun er sin mors datter. På trods af, at Estelles hår er lysere end kronprinsesse Victorias, så har datteren de samme store, brune øjne som sin mor.

Prinsesse Estelle blev født 23. Februar 2012 – to år efter, at kronprinsesse Victoria blev gift med Daniel Westling ved et storslået bryllup i Stockholm.

Estelle er det første af kong Carl Gustaf og dronning Silvias børnebørn og blev ved sin fødsel den anden i tronfølgen efter sin mor. Dermed bliver hun formentlig også en dag dronning.

Den svenske tronfølgelov blev lavet om, da kronprinsesse Victoria var barn, så regentens førstefødte barn – uanset køn – ville være arving til tronen.

Prinsesse Estelle fylder tirsdag ni år.
Prinsesse Estelle fylder tirsdag ni år. Foto: Kate Gabor, Det svenske Kongehus
Vis mere

Siden prinsesse Estelles fødsel har kongeparret fået yderligere seks børnebørn. Kronprinsesse Victoria fødte i 2016 sønnen, prins Oscar, mens hendes lillesøster prinsesse Madeleine har fået tre børn og hendes bror, Carl Philip, har fået to børn. Hans kone, prinsesse Sofia, er desuden gravid igen.

Selvom prinsesse Estelle dermed har nok fætre og kusiner til at kunne holde en munter børnefødselsdag, så sætter coronapandemien en stopper for løjerne.

Ligesom mange andre må hun nøjes med at fejre fødselsdagen med sin nærmeste familie.

»Hun kommer til at fejre den sammen med kronprinsesse Victoria, prins Daniel og sin bror,« oplyser Johan Tegel, der er kommunikationsmedarbejder ved det svenske hof til Expressen.

Prinsesse Estelle med sin mor, kronprinsesse Victoria, i oktober 2020.
Prinsesse Estelle med sin mor, kronprinsesse Victoria, i oktober 2020. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere