I videoen ovenover kan man se klip af prins Joachim og kronprins Frederik, fra da de var børn - til nu.

Fødselaren prins Joachim er de seneste år endt mere og mere i skyggen af sin storebror, kronprins Frederik.

Det vurderer to kongehuseksperter over for B.T.

Ifølge forfatter Søren Jakobsen er det både bevidst og ubevidst, at prins Joachim, der torsdag fylder 49 år, er gledet i baggrunden af den kommende konge.

»Prins Joachim er henvist til reservebænken sammen med sin kone. Han skal blive på sidelinjen, for det er ikke hans job at konkurrere med sin bror, da der kun er én kronprins,« siger han.

Den vurdering bakker historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen op om.

»Selvom han har en del protektioner, har han fået mindre betydning, jo flere børn Kronprins Frederik har fået, fordi han er kommet længere ned i arvefølgen,« siger han.

Særligt skilsmissen med grevinde Alexandra og salget af Schackenborg Slot i Sønderjylland har givet danskerne et anderledes syn på prinsen. Det har gjort ham mindre populær og skubbet ham længere ud af rampelyset, mener Søren Jakobsen.

»Skilsmissen med Alexandra kom til at koste ham en del image. Så fik han fiasko som landmand, og det medførte, at han fjernede grundlaget for at kunne varetage opgaver i Sønderjylland,« siger han.

Prins Joachim fylder 49 år. Fotograf: Kamilla Bryndum
Prins Joachim fylder 49 år. Fotograf: Kamilla Bryndum
Vis mere

Lars Hovbakke Sørensen mener også, at prins Joachim selv er medskyldig i, at han overskygges af sin bror.

»Han mangler en mærkesag, som han kan profilere sig på. Han adskiller sig ikke længere fra Frederik, fordi han opgav at være kongehusets repræsentant i provinsen, da han solgte Schackenborg og flyttede til København som alle de andre,« siger han.

Søren Jakobsen mener heller ikke, at det har været et smart træk for prins Joachim at flytte til Gentofte.

»Jeg ved ikke, hvor klogt det var at slå sig ned privat, hvor han er i konkurrence med Kronprinsparrets venner. Han vil altid tabe.« siger Søren Jakobsen.

Image som stivstikker

I december fortalte prinsen i en TV2-dokumentar, at han er en følsom person. Hans ry for at være en stivstikker og arrogant er forkert, lød det.

Lars Hovbakke Sørensen mener dog ikke, at prinsen har gjort nok for at ændre sit image.

»Han har ikke slækket på formerne, og han er måske lidt gammeldags i sin tilgang, og det opfatter mange som arrogance. Han er selv opmærksom på det, men vi ser ikke i praksis, at han ændrer sig. Måske også, fordi vi ser ham sjældnere offentligt,« siger han.

I anledning af prinsens fødselsdag er der blevet taget nye billeder af både ham og prinsesse Marie. Fotograf: Kamilla Bryndum
I anledning af prinsens fødselsdag er der blevet taget nye billeder af både ham og prinsesse Marie. Fotograf: Kamilla Bryndum
Vis mere

Søren Jakobsen anser også en episode i 2010, hvor prins Joachim rettede en journalist, der sagde ‘du’ og ikke ‘De’ til prinsen, som en hændelse, der har været med til at skabe ham et dårligt ry.

»Kronprinsen ville aldrig irettesætte mediefolk, hvis nogen sagde ‘du’. Det har prins Joachim gjort et par gange, og det er sådan nogle ting, som sætter sig forkert.«

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen lider prins Joachim under, at tiden løber fra de traditionelle måder, som royale gebærder sig på, og som prins Joachim repræsenterer i modsætning til Kronprinsen.

»Tendensen arbejder mere for Frederik end for Joachim, fordi fremtiden er, at de kongelige skal være mere uformelle end forældrene. Det ser man flere steder i Europa, eksempelvis i Storbritannien, Sverige og Norge.«