Kronprinsesse Mary fødte tvillinger uden komplikationer, og det kan hjælpe andre kommende mødre til to.

Kronprinsesse Marys ukomplicerede fødsel af tvillinger kan inspirere og berolige andre kommende tvillingemødre, mener Joan Grønning, der selv er tvillingemor og forfatter til "Bogen om Tvillinger 0-10 år".

- Ofte bliver tvillingegraviditeter og -fødsler problematiseret, og derfor er det bare så dejligt, at Mary har født spontant og "almindeligt", og at alt ser ud til at have gået problemfrit, og børnene har det godt, siger Joan Grønning og fortsætter:

- Det gør forhåbentlig, at mange kommende tvillingegravide ikke bliver så nervøse og ser mere positivt og måske en smule mindre bekymret på fødslen, siger Joan Grønning.

Kronprins Frederik mødte pressen kort efter fødslen for at fortælle om de to nye små i Kongehuset. Her afslørede han også, at forældrene længe har vidst, at de ventede tveæggede tvillinger i form af en dreng og en pige.

Han fortalte også, at et rum med to små senge allerede står klar i familiens nyistandsatte hjem på Amalienborg.

De kongelige tvillinger er født ind i noget nær den perfekte familie, når det gælder tvillinger, mener Joan Grønning.

- De kongelige tvillinger vil være to ud af fire børn, så selv om de får opmærksomhed, fordi de er tvillinger, så vil den øgede fokus være fordelt på fire børn og ikke kun de to, og det, tror jeg, er en fordel, siger Joan Grønning.

/ritzau/