»Nu er det jo ikke længere en anonym ejendom, så forudsætningerne for udlejning er ikke længere de samme,« lød det fredag fra kongehusets kommunikationsekspert Lene Balleby.

Udmeldningen falder efter de seneste ugers historier om, at kronprinsparret de sidste 10 år har ejet en skihytte i Verbier, som de løbende har lejet ud.

Det har de indtil nu gjort i al hemmelighed, men efter at det kom frem, har man altså valgt at fjerne huset fra lejemarkedet. Måden, man har håndteret det på, er ikke for heldig, hvis man spørger kommunikationsekspert Anna Thygesen direktør i WeDo Communication.

Hun forklarer:

»Det lyder lidt, som om det er synd for dem, der skal leje hytten. At fordi den ikke længere er anonym, så kan de ikke leje den ud, for så vil der pludselig stå journalister udenfor og forstyrre. Hun siger altså: Vi kan sagtens fortsat leje den ud, men vi vil ikke.«

Anna Thygesen tilføjer:

»Hun vil jo ikke sige, det vi alle sammen tænker. At de kun stopper med at leje hytten ud, fordi de er blevet opdaget, og at det er pinligt. Men altså, hvis det er helt i orden, det de gør, hvorfor har de så holdt det skjult i så mange år? Det er den her kongehus-agtige lidt arrogante måde at sige: 'Det, I tror det er, det er der slet ikke tale om.'«

Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby har ikke ønsket at oplyse, hvorvidt og i så fald hvordan kronprinsparrets skithytte i Verbier i fremtiden skal udlejes. Kongehuset ønsker heller ikke at oplyse, hvad skihytten har kostet eller hvilke lejeindtægter, der har været.

Kronprins Frederik.
Kronprins Frederik. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

I begrundelsen for, hvorfor de nu har fjernet hytten fra det officielle lejemarked, lyder det også, at det handler om et sikkerhedsmæssigt aspekt.

Det tolker Anna Thygesen som, at Lene Balleby mener, at det hele er mediernes skyld.

»Fordi medierne har skrevet om det, kan de nu ikke leje det ud ,for så vil det sætte nogle mennesker i fare. Det er typisk kongehuset. Det er en arrogant udmelding. Det lyder jo som om, de mener, de har fulgt reglerne - de går i hvert fald ikke så meget ind i det eller lægger sig fladt ned.«

Anna Thygesen har tidligere overfor B.T. undret sig over kongehusets måde at kommunikere på i forhold til den aktuelle tur til Schweiz, hvor kronprinsparrets børn skal gå i skole det næste stykke tid.

»Hele den her Verbier-tur er dårligt håndteret. De kommunikerer kun til dem, der synes, det er et dejligt afbræk for den travle famlie med et fantastisk internationalt ophold til børnene og Frederik, der skal overvære et ungdoms-OL. De glemmer alle dem, der tænker 'ja ja, de skal jo bare på en smart skiferie'. Hvorfor ikke bare melde ærligt ud og sige, 'vi står på ski, for det kan vi godt lide'?«

Hun tilføjer:

»Jeg synes, de undervurderer danskerne. Som om vi ikke under dem at leve et kongeligt liv. De skal heller ikke stå til ansvar for os, at de har købt en skihytte for 10 år siden. De skal bare agere, så de ikke virker arrogante og rigmandsagtige. De skal virke kongelige, for det er det, de er.«

Læs mere om sagen HER.