I 2025 har det danske kongehus haft nok at se til med flere store statsbesøg, et kulturbal og ikke mindst prinsesse Isabellas stort anlagte 18 års fødselsdag.
Men 2026 kommer bestemt heller ikke til at blive kedeligt, og her udpeger kongehushistoriker Emma Paaske fem begivenheder, hun ser særligt frem mod.
Særligt aftenselskab for regeringen
Den 27. februar er Kongeparret værter for en særlig fest, som Emma Paaske også ser frem mod.
Der er tale om det såkaldte 'Aftenselskab for regeringen, Folketinget og Europaparlamentets danske medlemmer' – en tradition, der blev lanceret af kong Frederik 9. og dronning Ingrid i 1958.
Arrangementet bliver kun holdt én gang i hver folketingsperiode, og der vil være både underholdning og dans – så der er altså tale om et mindre formelt arrangement end eksempelvis en galla.

»Kongeparret er værter, og det plejer at være festligt. Det er også en mulighed for, at Kongeparret kan sige hej og farvel til regeringen,« siger Emma Paaske og tilføjer:
»Det er jo Kongens regering. Det lyder så gammeldags, men det er det jo.«
Royal konfirmation
Det er ikke noget, der står i den officielle royale kalender, men efter alt at dømme skal tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine konfirmeres til foråret.

Både kronprins Christian og prinsesse Isabella er blevet konfirmeret, efter de fyldte 15 år, og det fylder tvillingerne i januar, så det synes sandsynligt.
Ifølge Emma Paaske kan man forvente, at sådan en konfirmation vil foregå nærmest præcis som de tidligere.
»Jeg tror, de kommer til at ligne de andres, det vil være et lidt privat arrangement, og så vil det nok være muligt at tage et billede. Måske vil de sige lidt.«
Prinsesse Isabella bliver student

I 2026 bliver prinsesse Isabella student, og det vil efter alt at dømme blive en dag med familiefotos, som vi også så, da kronprins Christian blev student i 2024.
Herefter bliver det interessante spørgsmål, hvad prinsesse Isabella så skal.
»Det bliver spændende at se, hvad hun skal, om hun skal holde sabbatår. Det kan jo sagtens være, for det gjorde storebror, og det ser vi over hele linjen hos de europæiske kongelige. Måske for at finde ud af, hvad man skal.«
»Og så er det relativt normalt, at de på et tidspunkt er væk fra deres studie på en længere rejse,« siger Emma Paaske.

Sommertogt – skal Kongeparret tilbage til Grønland?
Historiker Emma Paaske ser også med spænding frem mod Kongeparrets sommertogt.
Både fordi det nye kongepar stadig er i gang med at sætte deres præg på traditionen, men også fordi den politiske situation gør, at Kongeparret måske tager nogle andre valg.
Førhen har det typisk været sådan, at hvis dronning Margrethe havde besøgt Grønland eller Færøerne på et officielt besøg, kunne der godt gå flere år, før hun gjorde det igen.

Men det kan vi altså ikke regne med mere, mener Emma Paaske.
»Vi kan nok godt pakke tidligere tider ned lige der, for der er en anden geopolitisk situation, hvor Grønland spiller en rolle. Og vi ved også, at kong Frederik virkelig mener det med Rigsfællesskabet,« siger historikeren.
Hun mener således ikke, det kan udelukkes, at Kongeparret lægger vejen forbi Grønland i forbindelse med sommerplanerne.
»Kongen har været i Grønland flere gange i år, og han har en speciel tilknytning til landet. Tvillingerne har endda et grønlandsk mellemnavn, så jeg kunne godt se ham tage tilbage, det kunne sagtens være.«

Kronprinsen afslutter sin uddannelse
I år startede kronprins Christian på løjtnantsuddannelsen, som varer et år med efterfølgende praktisk tjeneste som delingsfører.
Derfor er det altså sandsynligt, at vi i 2026 finder ud af, hvad hans næste kapitel skal være.
Ifølge Emma Paaske er der to oplagte veje for Kronprinsen, når man ser på, hvad der også er historisk præcedens for.

»Det lader til, han har det godt i militæret, så spørgsmålet er, om han skal blive ved med at bygge ovenpå, eller om han også skal have en civiluddannelse på universitetet.«
»Det mest oplagte er, at han læser noget samfundsvidenskab, så spørgsmålet er, om han bygger ovenpå nu, tager en pause eller laver noget andet og vender tilbage.«
Hun mener heller ikke, det er utænkeligt, at vi vil se kronprins Christian starte en uddannelse i udlandet, som vi har set flere andre tronfølgere i Europa gøre.
»Jeg tror, han langt hen ad vejen får lov til at bestemme selv. Kigger vi mod de andre europæiske lande, læser norske Ingrid Alexandra i Australien, og de spanske prinsesser har studeret i England.«

