En enkelt smiley i en e-mail kan få stor betydning.

I de frigivne Epstein-filer fremgår mere end 100 direkte interaktioner mellem kronprinsesse Mette-Marit og den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.

Den tidligst dokumenterede mail er dateret 23. oktober 2011 – og netop smileyen i den mail vækker nu opsigt, skriver Dagbladet.

I e-mailen roser den norske kronprinsesse Epstein for at 'arbejde hurtigt'. Senere i samme mail skriver hun, at hun har søgt på ham på nettet:

'Googlet dig efter sidste e-mail. Enig, det ser ikke så godt ud :)'

Her er den e-mail, Mette-Marit sendte til Jeffrey Epstein tidligt om morgenen den 23. oktober 2011.
Her er den e-mail, Mette-Marit sendte til Jeffrey Epstein tidligt om morgenen den 23. oktober 2011. US Department of Justice

Ifølge professor i sprog og kommunikation ved Universitetet i Agder, Jan Svennevig, nedtoner formuleringen – og især smileyen – alvoren i budskabet. 

Han siger til Dagbladet, at det er »en måde ikke at tage afstand på« og kalder det en bagatellisering af de oplysninger, kronprinsessen havde fundet på nettet.

Ifølge forskeren udtrykker mailen tilmed fortrolighed og fælles forståelse, som om kronprinsessen og Epstein er «på samme hold«.

»At formulere det på denne måde kan være en måde at bevare den sociale relation på, og prioritere den over selve problemet. Hun signalerer: 'Nu ved jeg det her, men det har ingen konsekvenser for mit forhold til dig',« siger han til mediet.

Dagbladet har desuden undersøgt, hvad en internetsøgning på 'Epstein' viste på tidspunktet – ved hjælp af arkivtjenesten Wayback Machine.

Her fremgår det, at Epsteins Wikipedia-side allerede i oktober 2011 beskrev ham som 'dømt seksualforbryder' og nævnte efterforskning for forhold relateret til mindreårige piger.

Kronprinsesse Mette-Marit har erkendt, at hun udviste dårlig dømmekraft og har sagt, at hun fortryder kontakten med Epstein, som hun kalder for »pinlig.«

Kongehuset har oplyst, at den sidste skriftlige kontakt fandt sted i 2014, og at møderne skete i sociale sammenhænge – ofte med flere personer til stede.