Briterne har i den grad taget godt imod prins William og hertuginde Kates nye julekort, der har høstet mere end 2,8 millioner likes på Instagram - og en bølge af overvejende positive kommentarer om både forældre og børn.

Spørger man forfatter og journalist Lone Theils, der har boet i London i 16 år, dækket det britiske kongehus og fulgt dem i årtier, er der flere grunde til, at netop denne type julekort er blevet så populært. Men ét ret simpelt greb er især vigtigt. 

»Det er sødt, og det ligner næsten en almindelig familie, man kan spejle sig i, og det er med til at gøre det enormt populært,« siger hun i ugens udgave af B.T.'s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen'.

Derudover er denne type billeder også en oplagt måde at vise sin støtte til prins William og Kate i en tid, hvor der er en splittelse mellem prins Harry og prins William.

»Det er en måde at vise sin støtte på uden at blive perfid, hvis man siger; hvor er det skønt med William og Kate. Briterne kan vise, de står bag det britiske kongehus. Og så ser man William som det britiske kongehus’ fremtid,« forklarer Lone Theils.

Og endelig er der prinsesse Diana-effekten.

»Jeg tror stadig mange briter ser Diana i William.« 

Hør hele ugens udgave af 'Kongehuset bag kulissen' herunder. Ca. 21 minutter inde kan du høre journalist og forfatter Lone Theils fortælle, hvorfor William og Kates popularitet er så stor.