»Det her er de mest markante udtalelser om Grønland, vi har set fra Kongen. Han stempler virkelig ind i krisen.«
Sådan lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør Fie West, efter kong Frederik torsdag har meldt ud, at han nu rejser til Grønland i kølvandet på den nyopblussede konflikt med USA.
»Han giver den virkelig gas. Og det er en stor kontrast til sidste år, men situationens alvor taget i betragtning, giver det mening,« tilføjer hun.
Siden præsident Donald Trump kort før jul igen begyndte at tale om at overtage Grønland, har kong Frederik afholdt sig fra at kommentere sagen.
Indtil nu.
For torsdag under et pressemøde i Vilnius, hvor kongeparret er på officielt statsbesøg, lød det pludselig ifølge Ritzau fra kong Frederik:
»Vi føler meget med det grønlandske folk, og det har berørt os meget, hvad der foregår i Grønland i de seneste uger.«
Han fortsatte:
»Vi kan fornemme på medier, at det grønlandske folk har været meget bekymrede. Det optager os begge. Grønland ligger os meget på sinde.«
Samtidig meldte kong Frederik ud, at han derfor nu vil rejse til Grønland og hjælpe med at holde deres moral oppe.
På Kongehusets hjemmeside fremgår det nu, at Kongens besøg vil vare fra den 18. til den 20. februar og vil starte i Nuuk.

B.T.s underholdningsredaktør Fie West følger Kongehuset tæt og påpeger, at det gennem hele januar har været et åbent spørgsmål, hvornår vi ville se Kongen komme på banen.
»Vi så det sidste år, da han besøgte landet i april, da Grønlands også var til debat. Nu har man så vurderet, at det var det rigtige tidspunkt,« fortæller Fie West.
Hun mener, at kong Frederik balancerer på en hårfin linje, fordi han ikke kan blive politisk.
»Derfor taler han også om, hvordan Kongeparret føler med det grønlandske folk, og at deres ve og vel ligger Kongen på sinde. Han nævner ikke Trump eller storpolitik med et ord – og det er helt bevidst.«
Fie West mener, at man faktisk godt kan sammenligne med situationen for et år siden med Donald Trump og Grønland, hvor nogle af de samme dynamikker var på spil.
»Sidste år så vi nemlig også, hvordan Kongen først udtalte sig kort om Grønland og så besøgte landet – og det skete først, da situationen var en anelse mindre tilspidset, ligesom tilfældet er nu.«
Da Kong Frederik sidste år besøgte Grønland, understregede han overfor medierne, at han 'ikke var på en mission'.
Man så dog, hvordan han under turen bar en symbolsk dunjakke med både det danske og grønlandske flag.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan Kongen har et meget nært forhold til Grønland. Det kan du læse mere om HER.
