Hvis Kongehuset og prins Nikolai vil sende et sagsanlæg mod Herlufsholms tidligere rektor, Klaus Eusebius, har de en temmelig god sag.

Det vurderer professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Hanne Marie Motzfeldt over for B.T.

Forleden gav Eusebius et interview til TV 2 Øst, hvor han sagde, at prins Nikolai havde overtrådt alkoholreglerne på skolen og var blevet sendt hjem.

Endvidere fortalte han om en 'positiv samtale' med prins Joachim om prins Nikolai.

Og sådanne udtalelser kan være på kant med loven. Faktisk vurderer Motzfeldt, at Kongehuset og prins Nikolai ville kunne vinde en sag, hvis de skulle have have lyst til at trække den tidligere rektor i retten.

Hun mener, at straffelovens paragraffer om tavshedspligt kan være blevet overtrådt.

»Kongehuset har en god sag, og den tidligere rektor har et problem. Jeg vil mene, at han er omfattet af tavshedspligten, og den bliver formentlig brudt her,« siger hun.

Hun forklarer også, at selvom prins Nikolai er en offentlig person, har han stadig krav på et privatliv.

»Det har medlemmer af Kongehuset naturligvis også,« siger hun.

Forældre skal kunne kommunikere med en skoles ledere uden at de skal frygte, at samtalen kommer ud i medierne.

»Det er vigtigt, at forældre har et fortrolighedsrum, hvor de kan tale med lærere uden at offentligheden inddrages,« siger Hanne Marie Motzfeldt.

I weekenden gav den tidligere Herlufsholm rektor, Klaus Eusebius, et interview til TV 2 Øst, hvor han indrømmede, at prins NIkolai var blevet sendt hjem fra kostskolen.

»Jeg kan give et eksempel. Vi havde en elev her for nogle år tilbage, som var medlem af den kongelige familie. Folk ved godt, hvem jeg taler om. Han overskred en af skolens alkoholregler, og jeg må sige, at jeg var iskold. Der var slet ikke nogen tvivl om, at den dreng skulle have en advarsel, og det fik han. Så blev hans far i øvrigt orienteret om det, og det er, mener jeg, et meget godt eksempel på, at det der med, at vi holder hånden over særlige grupper, har intet som helst på sig,« siger han.

Herefter spørger tv-værten, om det er prins Nikolai, hvorpå han siger:

»Ja, det er det.«

Tidligere på dagen reagerede Kongehuset på sagen.

»Det ønsker jeg ikke at svare på, da vi betragter det som en personlig sag, som dengang blev håndteret det helt rigtige sted - nemlig mellem skole, elev og forældre, sagde kommunikationschef i Kongehuset Lene Balleby til Ekstra Bladet.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Klaus Eusebius.