Rygterne begyndte at spire, da Tessa deltog i et pizzakursus hos Jon Edlund, der især er kendt fra tv-programmet ‘Den store bagedyst, i starten af april.

Efterfølgende har især Jon Edlund delt flere billeder, hvor de to har været i hinandens selskab - og det har i den grad fået gang i spekulationerne på sociale medier.

I denne uge kom der nyt kul på kedlerne, da Bagedyst-deltageren i et interview til Alt for damerne, fortalte at han har fået en kæreste.

Hvem kæresten er, ville han dog ikke fortælle.

»Jeg holder lige, hvem hun er, for mig selv lidt endnu. Det er meget, meget nyt, så vi vil godt bare nyde hinandens selskab lige nu,« forklarer 32-årige Jon Edlund til mediet.

Ifølge kommunikationsekspert og direktør i WeDo Communication, Anna Thygesen, er kommunikationen fra Jon og Tessa et godt eksempel på en ny form for kendis-kommunikation.

»Det er den nye medievirkelighed for kendisser, at de selv overtager kommunikationen og siger en masse uden egentlig at sige noget,« forklarer Anna Thygesen.

Hun fortæller, at den form for kommunikation, hvor kendisser selv drypvis fortæller deres historie, er noget vi har set i udlandet i længere tid.

»Vi har set det før med kæmpe stjerner i USA, og det er kommet til Danmark. Men for at det skal lykkes, skal det være to relativt kendte mennesker,« siger kommunikationseksperten.

Anna Thygesen påpeger, at tiden, hvor kendte par ‘stod frem’ sammen i et etableret medie er slut, og i stedet er der langt mere at vinde ved selv at skabe historien og styre den - særligt ved at dryppe små hints ud på sociale medier.

»Man bygger sit brand bedre op og samler flere og flere følgere ved at drysse små bidder ud. Det giver en mere interesseret følgerskare, der kommer til for at få svar, og man rammer måske også bredere.«

»Det er helt klart godt tænkt og smart lavet,« tilføjer Anna Thygesen.

Hun understreger, at det bestemt heller ikke er en uvæsentlig detalje, at ‘Bagedyst’-Jon og rapper-Tessa ikke umiddelbart er to mennesker, folk før ville forbinde med hinanden.

»Det betyder rigtig meget for kommunikationen. Og overraskelsen betyder, at endnu flere siger: Ej kan det passe? Og vil følge med,« siger Anna Thygesen og tilføjer:

»Det er en god historie, og folk kan godt lide kærlighedshistorier, det har de altid kunnet. Det er bare nyt, at de kendte selv styrer det.«