Når prins Nikolai efter sommerferien begynder i 10. klasse på Herlufsholm Skole, lægger den 14-årige prins sig i fin forlængelse af det billede, hans far, prins Joachim, forsøger at tegne af sin familie. Nemlig en familie der er noget ”eksklusivt” og ”særligt”.

Det mener kongehuseksperten Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet.

- Herlufsholm er en kostskole, der har en helt særlig status. Og ved at vælge netop dén skole, signalerer man, at man er noget særligt. På den måde passer skolevalget meget godt til Kongehuset. På den anden side ser man så Kronprinsparret sende nogle andre signaler ved at sende deres børn i ganske almindelige folkeskoler, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Netop forskelligheden i prins Joachim og kronprins Frederiks måde at ”drive familie på” er en styrke ved Kongehuset, mener Lars Hovbakke Sørensen.

- Det er en smart strategi både at dyrke det eksklusive og særlige, som prins Joachims gren af familien gør, og så det almindelige og jordnære, som kronprins Frederik står for. På den måde appellerer man bredt i befolkningen og sørger for, at man ikke opfattes hverken som for snobbet eller som for almindelig. Valget af Herlufsholm til prins Nikolai passer som fod i hose for Kongehuset, siger han.

8 LILLEPRINSEN

Prins Nikolai er disse uger i færd med at afslutte 9. klasse på Krebs’ Skole, som er en privatskole, der ligger på Østerbro i København. På samme skole går også prins Nikolais lillebror, prins Felix. Prins Christian og prinsesse Isabella går derimod begge på folkeskolen Tranegårdskolen i Hellerup.