Når prins Nikolai fraflytter sin Amalienborg-lejlighed i det nye år, er det ikke kun godt for den 20-årige prins selv.

Forholdet til hans farmor, Dronningen, kommer nemlig også til at blive påvirket af det i en positiv retning.

Det formoder kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen:

»Det er godt for hans egen skyld og for forholdet til Dronningen, at han skaffer lejligheden selv. Han tjener penge selv på sin modelkarriere, så han skal ikke nasse på sin farmor,« siger kongehuseksperten.

Indtil nu har prins Nikolai nemlig boet i de royale gemakker i en sidebygning til Amalienborg på Amaliegade, hvor slottets hoffunktionærer også bor.

»Den stillede Dronningen til rådighed i forbindelse med hans militærtjeneste, hvilket var lidt usædvanligt. Der plejer ikke at flytte børnebørn ind på Amalienborg,« siger Søren Jakobsen og forklarer videre:

»Dronningens anke har formentlig været, at hun tænkte, han ville gennemføre sin uddannelse og derfor skulle have et trygt sted at være. Kaserner er ikke så spændende.«

Ud over at fungere som trygt sted at være havde Dronningen nok en anden bagtanke med den royale lejlighedsfunktion, mener Søren Jakobsen:

»Han skulle ikke rende rundt i byen og optræde til fester med soldaterkammeraterne i Se og Hør og Billed-Bladet. Det var en beskyttelsesforanstaltning fra Dronningens side.«

Søren Jakobsen ser det som en sund og god ting, at prinsen nu får sin egen lejlighed og flytter ud af hoffets regi.

»Der har han ikke en fremtid. Han har sin prinsetitel, men han har ikke noget at gøre i hoffet overhovedet,« siger han.

Den nye lejlighed, han flytter ind i den 2. januar, er på 70 kvadratmeter og ligger mellem Nørreport Station og Søerne i København K.

En beliggenhed, der ikke kommer bag på kongehuseksperten:

»Ligesom alle andre unge mennesker vil han gerne bo i København K. Han skal også tænke på sit studie på CBS, og der ligger den rigtig godt og generelt midt i det hele. Jeg kan godt forstå, at det er det, en ung mand ønsker sig.«

Lejligheden koster ifølge Se og Hør 4.495.000 kroner. Og det er altså penge, den unge prins ifølge Søren Jakobsen selv har sparet sammen gennem sin karriere som international model.

At han selv betaler boligen, falder godt i tråd med hans mors, Alexandras, beslutning om at afvikle sine relationer til kongehuset, fortæller Søren Jakobsen.