Et alment gymnasium i Hellerup i stedet for en dyr privat- eller kostskole. Det er, hvad de næste tre år byder på for prins Joachim og grevinde Alexandras yngste søn, prins Felix. Og det sender et signal fra kongehuset til befolkningen, mener kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

Når prins Felix, der fylder 16 år på søndag, efter sommerferien begynder sin gymnasiale skolegang på Gl. Hellerup Gymnasium i Hellerup nord for København, fravælger den unge prins ikke blot at gå på den dyre og prestigefyldte Herlufsholm Kostskole, som hans storebror prins Nikolai gik på. Felix bryder også samtidig med en tradition for at private skoler og gymnasier har været populære blandt kongehusets medlemmer.

Og det er ikke nødvendigt skidt for kongehuset, vurderer kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen:

»Prins Joachim har jo været kritiseret for at være alt for arrogant og formel, og det har han jo også selv givet udtryk for, at han er opmærksom på, så det her er nok også et led i den proces, at familien ønsker at signalere, at de er mere almindelige og folkelige og dermed får mindre distance til befolkningen,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Alle prins Joachims fire børn har gået på private skoler, og prins Nikolai har også gået på privat gymnasium. Dronning Margrethe fik oprettet et særligt gymnasium på Amalienborg, hvor hun blev undervist af udvalgte gymnasielærere.

Da prins Nikolai i 2014 skulle i 10. klasse, besøgte prinsen med sine forældre flere skoler, blandt andet idrætsefterskolen Oure på Sydfyn. Men dengang faldt valget altså på kostskolen i Næstved.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det udtryk for, at kongehuset – og særligt prins Joachims familie – har ændret sig en del de seneste år, hvor prinsen blandt andet også har opgivet tilværelsen som landmand i Sønderjylland for et liv i forstaderne nord for København.

»De er blevet mere opmærksomme på det folkelige, og derfor er det et helt naturligt valg, som prins Felix har foretaget. Man har jo kunnet se, hvordan kronprinsesse Mary og kronprins Frederik er blevet meget populære på deres folkelige stil,« siger han med henvisning til, at kronprinsparrets børn går i en folkeskole i Hellerup.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen har prins Felix sikkert haft stor indflydelse på valget af gymnasiet, men resten af familien har formentlig også haft noget at skulle have sagt.

»Kongehuset har en særlig rolle i samfundet, og derfor kan man ikke bare gøre, som man selv vil,« siger han.

Prins Felix har fortalt til Billed-Bladet, at en del af hans kammerater fra Krebs Skole, som han netop har afsluttet, også skal på Gl. Hellerup Gymnasium. Desuden har det spillet ind, at han ikke skulle så langt hjemmefra:

»Jeg ville gerne gå på et gymnasium, hvor jeg kom hjem hver dag. Men jeg havde faktisk Herlufsholm som andenprioritet,« forklarede prinsen.

Grevinde Alexandra ærgrer sig da heller ikke over hans beslutning:

»Det er helt hans eget valg, men grevinden er selvfølgelig glad for, at han har valgt et gymnasium tæt på hjemmet,« oplyser hendes sekretær Helle von Wildenrath Løvgren til B.T.