Vil I leve et jetset liv blandt berømtheder, eller vil I være royale rollemodeller? Beslut jer for, hvad I vil! I kan ikke gøre begge dele.

Sådan lyder det velmenende råd til Meghan og Harry fra den royale ekspert Angela Levin, som finder det unge hertugpars rolle mere og mere forvirrende og uklar.

I en klumme i den ansete britiske avis The Telegraph skriver hun, at hun dårligt kan forestille sig, at hertuginden vil tage til takke med 'en plads på bagsædet'.

Meghan har nemlig efter hendes vurdering mange ideer til, hvad hun vil bruge sin position til, og prins Harry er tilsyneladende heller ikke færdig med at feste.

En royal ekspert opfordrer hertuginden og hertugen af Sussex, Meghan og Harry, til klart at definere, hvordan de vil udfylde deres rolle, og hvilke signaler, de vil sende. (Arkivfoto)
En royal ekspert opfordrer hertuginden og hertugen af Sussex, Meghan og Harry, til klart at definere, hvordan de vil udfylde deres rolle, og hvilke signaler, de vil sende. (Arkivfoto) Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Problemet er bare – mener eksperten – at deres mål kommer til at stikke i flere retninger.

»Deres indbyrdes forhold virker til at fungere fremragende, men den rolle, som de ønsker at indtage, virker stadig mere forvirrende: Vil de være pligtopfyldende offentlige tjenere eller A-navne til alverdens kendisfester?« spørger hun.

Angela Levin er forfatter til flere bøger om kongefamilien. Blandt andet en samtalebog med prins Harry.

Hun betragter parret som 'ambitiøse, passionerede filantroper', som står med en kæmpe udfordring med at få deres velmenende hjertesag til at stemme overens med deres privilegerede livsstil.

Meghan og Harry med deres lille søn, Archie.
Meghan og Harry med deres lille søn, Archie. Foto: POOL New
Vis mere

For nylig proklamerede hertugparret for eksempel, at de kun vil sætte to børn i verden – af hensyn til klimaet.

Et udsagn, der burde have været en ren vindersag al den stund, at det populære royale par rammer lige ned i en af tidens allerhotteste trends:

Bekymringen for vores alle sammens klode.

Budskabet har ikke desto mindre ramt dem i nakken som en boomerang.

Harry og Meghan hilser på sangstjernen Beyoncé og hendes mand, rapperen Jay-Z i forbindelse med premieren til filmen Løvernes Konge i London midt i juli.
Harry og Meghan hilser på sangstjernen Beyoncé og hendes mand, rapperen Jay-Z i forbindelse med premieren til filmen Løvernes Konge i London midt i juli. Foto: NIKLAS HALLE'N
Vis mere

De menige briter spørger nemlig sig selv, om Meghan og Harry reelt selv ønsker at leve efter deres egne idealer, eller om de blot prædiker, hvordan alle andre bør leve deres liv.

Eksemplerne på dobbeltmoralen er til at tage at føle på:

Meghan viser sig aldrig i det samme outfit mere end én gang. Hendes rober kommer fra de fornemmeste modehuse, og hun er uden sammenligning den royale i Europa, der bruger flest penge på tøj.

Hun og Harry flyver jorden rundt – ofte i privatfly, og de tager på weekendophold på luksuriøse hoteller.

Hertugparret fotograferet i juni i år.
Hertugparret fotograferet i juni i år. Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere

I sidste uge blev de fotograferet på vej hjem fra Sydfrankrig. Det var deres fjerde tur i et privatfly på bare 11 dage.

I samme periode blev storebror William og hans familie set gå om bord på et almindeligt rutefly.

Derfor klinger deres budskab om at passe på klimaet hult i manges ører, og Sussex-parret er i medierne blevet beskyldt for at være hyklere.

Angela Levin understreger, at Meghan og Harry står ved en skillevej, hvor de må gøre klart op med sig selv, hvordan de ønsker at forvalte deres rolle.